|
Kommunerne har det fulde myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar på det sociale område. Det betyder, at den enkelte kommunalbestyrelse har et samlet ansvar for at træffe afgørelse om borgerens visitation til et tilbud, ansvar for at sikre, at der er relevante sociale tilbud til borgerne, samt ansvar for finansieringen af tilbuddene.
Kommunerne opfylder deres forsyningsansvar ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med andre kommuner, regioner eller private.
Kommunerne har tillige ansvaret for at tilbyde såvel den almindelige som den specialiserede rådgivning af brugere og pårørende, som de efter loven har krav på.
Regionerne har et leverandøransvar i forhold til kommunerne for følgende tilbud:
- Tilbud efter servicelovens §§ 103-104, 107, stk. 2 og 108-110
- Særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter §§ 32 og 36
- Døgninstitutioner for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. § 67, stk. 2
- Sikrede døgninstitutioner, jf. § 67, stk. 3
- Tilbud om behandling af stofmisbrugere efter § 101
- Tilbud efter §§ 83-87, 97, 98, og 102 til personer med længerevarende ophold i boliger til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter lov om almene boliger m.v.
Derudover medvirker regionerne til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler.
Regionerne opfylder deres ansvar ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med kommuner, andre regioner eller private tilbud.
De regionale tilbud finansieres af kommunerne via takstbetaling.
VISO er en statslig organisation, som er en del af Servicestyrelsen. VISO bistår kommuner og borgere med gratis vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede enkeltsager. Se mere under VISO og Servicestyrelsen.dk.
|