|
Regeringen lancerede i 2007 en omfattende kvalitetsreform, der skal sikre fortsat udvikling og fornyelse i alle dele af den offentlige velfærdsservice. Visionen er at skabe bedre velfærd og større arbejdsglæde i den offentlige sektor.
Kvalitetsreformen rummer i alt 190 konkrete initiativer fordelt på 8 reformer. En lang række af initiativerne er forankret i Indenrigs- og Socialministeriet. Nogle initiativer er gennemført, andre er i gang med at blive gennemført.
Her kan du læse om og følge den løbende gennemførelse af udvalgte initiativer.
Kvalitetsreformens initiativer gennemføres bl.a. via en kvalitetspulje på 10 mia. kr. (2008-2011) og en kvalitetsfond på 50 mia. kr. (2009-2018).
Baggrund for kvalitetsreformen
Kvalitetsreformen sætter de nødvendige rammer for at løse en række af de centrale udfordringer, som den offentlige sektor fortsat står overfor.
Med strukturreformen er der gennemført en omfattende organisatorisk tilpasning af den offentlige sektor. Men trods det nye gode udgangspunkt med større og mere bæredygtige regioner og kommuner står den offentlige sektor over for en række udfordringer. Hvordan styrker og udvikler vi kvaliteten i den offentlige sektor i fremtiden? Det skal vi ved at finde nye veje og nye metoder, som gør både brugerne og medarbejderne mere tilfredse.
Regeringens vision for kvalitetsreformen
Det er regeringens mål med kvalitetsreformen, at borgerne skal have bedre velfærd og medarbejderne større arbejdsglæde.
De ældre skal have god pleje og omsorg. Det enkelte barn skal have nærvær, tryghed og udfordringer. Og patienterne på sygehusene skal have god behandling i rette tid.
Derfor skal der være et stærkt fokus på borgernes ønsker og behov. Og derfor skal medarbejderne have de bedste muligheder for faglig udvikling og for at yde en engageret indsats af høj kvalitet.
Og som borgere skal vi også selv tage et ansvar og gøre en aktiv indsats. Så det offentlige kan rette tilbuddene mod dem, der har behov og tage særligt hensyn til svage grupper.
Den offentlige sektor i Danmark skal levere kvalitet, omsorg og service til borgerne på højeste internationale niveau og understøtte både en stærk konkurrenceevne og en stærk sammenhængskraft.
Følg den overordnede gennemførelse af kvalitetsreformen på Finansministeriets hjemmeside
|