Hvad er den vigtigste problemstilling, som Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger bør adressere?
Én af de vigtige problemstillinger, som Sundhedsstrukturkommissionen bør forholde sig til, er hvorvidt der fortsat skal være en folkevalgt politisk ledelse regionalt. Vælgerne går hvert fjerde år til regionalvalg og vælger politikere til de fem regionsråd – politikere som så igen repræsenterer vælgerne, når der træffes politiske beslutninger på det regionale niveau indtil næste valg. Regionsrådene har et folkeligt mandat, og regionspolitikerne bliver holdt demokratisk ansvarlige gennem tilbagevendende valg.
I bogen Regionalvalg, som udkommer på Syddansk Universitetsforlag ultimo december 2023 er forskellige dimensioner af borgernes deltagelse i og syn på regionalvalg analyseret, ligesom der afrapporteres besvarelser fra en større survey, hvor borgerne er spurgt ind til deres syn på det regionale (og kommunale) demokrati mere generelt.
I bogen vises det på den ene side, at der er et veletableret demokratisk set-up rundt omkring regionsrådet og regionspolitikerne. 67 pct. af vælgerne stemte ved regionalvalget i 2021, de politiske partier stillede bredt op i regionerne, der var en regional valgkamp som i vidt omfang handlede om regionernes vigtigste policy-område: sundhed, osv. Hele 85 pct. af vælgerne er direkte adspurgt tilfredse med deres regionale demokrati, 57 pct. har stor tillid til deres regionspolitikere (59 pct. har det til deres kommunalpolitikere), tilfredsheden med den regionale service scorer i gennemsnit 6,8 på en ti-punktskala (identisk med den kommunale service) osv.
På den anden side er der også i bogen analyser, som indikerer, at regionalvalgene og det regionale demokrati til tider synes en anelse klemt. Syv ud af ti vælgere var ikke synderligt interesserede i valgkampen op til regionalvalget i 2021, seks ud af ti føler sig ikke specielt informerede om, hvad der foregår i regionspolitikken, tre ud af ti har så lidt regionspolitisk selvtillid, at de ikke selv mener, at de burde have stemt ved regionalvalget, og ligesom der var en del, der havde tillid til deres regionspolitikere, så er det også mere end fire ud af ti, der ikke har stor tillid til deres regionspolitikere. Og over halvdelen af dem, der stemmer ved regionalvalg, sætter deres kryds baseret på deres landspolitiske overbevisning og ikke den regionale politik i deres region.
Der er et forbedringspotentiale for det regionale demokrati, men hvor skal barren sættes? Det regionale (og kommunale) demokrati er på mange måder et bevidst ”stækket” demokrati – Folketinget er lovgiver og blander sig derfor ikke udenom fx sundhedspolitikken. Omvendt er borgerne meget interesserede i sundhedspolitik og – må det formodes – herunder også de sundhedsydelser, de potentielt selv modtager regionalt/lokalt, hvorfor det demokratiske ophæng er vigtigt. Men hvorvidt ophænget skal være regionalt til regionsrådet eller nationalt til Folketinget er i denne sammenhæng et åbent spørgsmål.
Netop sundhedsområdet indeholder også en anden problematik i forhold til den politiske styring: lokale (regionale og kommunale) demokratiske institutioner anvendes i udgangspunktet for at tilføre systemet en tilpasning til lokale forhold og præferencer og for at understøtte lokal innovation (fem sundhedsvæsener og en velfungerende innovations-diffusionsmekanisme er i udgangspunktet bedre end eet sundhedsvæsen). Men disse forhold trækker naturligt i retning af variation i servicetilbuddene – en variation som netop i relation til sundhedsydelser ikke nødvendigvis altid er efterspurgt.
Er der nogle løsningsforslag til problemstillingen, som Sundhedsstrukturkommissionen bør forfølge?
Der er på baggrund af bogen Regionalvalg ikke mulighed for at promovere løsningsforslag.
Der er allerede meget sundhedspolitik i regionspolitikken – men hvor meget regionspolitik, skal der være plads til i sundhedspolitikken? Ønsker man reelt regional variation på sundhedsområdet? Tror man på, at én central løsning altid er den bedste? Og kan man nå frem til den bedste løsning, uden at innovere den frem ved at prøve forskellige muligheder af? Og kræver det politikere tæt på?
Spørgsmålene er mange, men det er nok netop disse spørgsmål, der skal besvares, inden det besluttes, hvordan den demokratiske forankring sikres. Og altså herunder om det nuværende regionale repræsentative demokrati skal bevares eller afløses af et alternativ. For beslutningerne på sundhedsområdet skal jo forankres demokratisk – regional og/eller nationalt. Og der skal skabes rum for sundhedspolitiske diskussioner af de meget politiske afvejninger og prioriteringer, der foregår og kommer til at foregå i sundhedsvæsenet. Regionalt og/eller nationalt.