Hvad er de vigtigste problemstillinger, som Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger bør adressere?
1) Den stigende privatisering af psykiatrien og børnepsykiatrien er en kæmpe udfordring. Den private sektor vokser og trækker højtuddannet arbejdskraft med sig. Vi mister også læger og psykologer, der har taget PhD-grad, og det er jo ellers den gruppe, der skal løfte faget uddannelses- og forskningsmæssigt fremover. Det efterlader den offentlige psykiatri med mangel på psykiatere og til en vis grad også andet personale, og der opstår et negativt incitament, fordi man kan tjene meget mere i den private sektor og samtidig have betydelig fleksibilitet, bedre work-life balance. Man behøver ikke at påtage sig vagtarbejde, uddannelsesforpligtelser, administrativt arbejde osv. Uden indsats kan vi ende i amerikanske tilstande med et A-hold og et B-hold, hvor B-holdet kun har adgang til en dårligt bemandet psykiatri.
2) I den politiske debat, møder vi ofte en opfattelse af, at den egentlige psykiatriske behandling finder sted under indlæggelse, og at kommunerne derefter overtager opgaven med den færdigbehandlede patient. Det er næsten aldrig rigtigt. Langt de fleste mennesker, som er ramt af psykisk lidelse, modtager ambulant behandling uden for hospitalerne. De fleste psykiske lidelser debuterer i ungdomsårene og forløbet kan variere betydeligt. En del kommer sig hurtigt, men en gruppe har et langvarigt forløb med vedvarende symptomer og brug for hjælp for at få hverdagen til at fungere. Behandlingen er ofte kompleks og kræver langvarig, specialiseret og helhedsorienteret ambulant psykiatrisk behandling. Denne behandling er- og skal være - organiseret i ambulatorier i relation til hospitalsafdelingerne, og i mindre komplicerede og mere stabile tilfælde kan behandlingen overgå til speciallægepraksis eller almen praksis. Behandlingsforløbene kan bedst sammenlignes med behandlingen af langvarige komplekse lidelser som eksempelvis epilepsi, sklerose eller Parkinsons sygdom, og et velfungerende samspil mellem en regional og kommunal indsats er væsentligt for forløbet. Specielt med hensyn til ”psykiatrien katastrofer”, drabene og det stigende antal anbringelsesdomme er det helt afgørende at indse at langvarig, opsøgende og helhedsorienteret regionalt forankret behandling er en forudsætning for at forbedre behandlingen af de mest syge.
3) Botilbud – a black box. Der eksisterer et stort antal botilbudspladser i Danmark, og der er ikke engang et overblik over hvor mange pladser det drejer sig om under §107 og §108. Der bør skaffes et overblik over hvor mange, der er i de institutioner, hvad er forbrugsmønsteret, hvad er forbruget af psykiatriske sengepladser under ophold på botilbud? Hvordan er psykiaterdækningen? Dækningen med hensyn til somatisk lægedækning? Hvordan håndteres misbrugsproblematikken? Perspektivet kan være at de psykiatriske botilbudspladser kan bruges effektivt og at beboerne bliver velbehandlede med hensyn til både somatiske og psykiatriske problemstillinger.
4) Split mellem psykiatri og somatik. Psykiatrien har i en årrække været udskilt fra somatikken i selvstændige organisatoriske enheder. Det har ført til øget afstand mellem psykiatri og somatik og forsinkelse i inspirationsprocesser. Mulighederne for samarbejde om den enkelte patient er også svækket. På det organisatoriske plan er psykiatrien blevet repræsenteret af psykiatridirektører uden klinisk og forskningsmæssig baggrund, og det har måske givet mindre gennemslagskraft end hvis det havde været psykiatere med solid klinisk og forskningsmæssig baggrund. Muligvis har den selvstændige organisering af psykiatrien bedre kunnet fastholde øremærkede midler til psykiatrien, og der er i perioden blevet øget specialisering og bedre samarbejde inde i den psykiatriske organisation. Det er usikkert hvilken organisation der bedst forsvarer psykiatrien.
Er der nogle løsningsforslag til problemstillingen, som Sundhedsstrukturkommissionen bør forfølge?
1) Overvej hvordan privatiseringen og den deraf følgende sociale ulighed kan modvirkes. Det er uhensigtsmæssigt og uretfærdigt at adgangen til psykiatrisk behandling bestemmes af sundhedsforsikringer og privatøkonomi. Løntillæg og attraktive ansættelser for psykiatere i den offentlige sektor?
2) Det er afgørende, at kommissionen har fokus på at der efter udskrivelse skal være mulighed for tilknytning til regionalt forankrede specialiserede ambulante teams eller til opfølgende behandling i psykoterapeutiske ambulatorier. Disse ambulante tilbud spiller en afgørende rolle for at sikre optimal behandling af patientens psykiske lidelse. De understøttes af gode sociale tilbud i kommunerne. Specielt i forhold til de mest syge skal der prioriteres en langsigtet behandlingsindsats med mulighed for opsøgende arbejde. Det vil være en kæmpe forringelse hvis disse tilbud forsøges flyttet til kommunerne. Stillingerne vil blive sværere at besætte, der vil opstå større variationer i hvad der tilbydes og store geografiske uligheder.
3) Gennemfør en kortlægning af botilbudsordningen. Indfør botilbudsteams, somatiske opsporingsteams, eller faste somatiske botilbudslæger. Overvej om visse, hårdt belastede botilbud skal tilbageføres til hospitalssektoren? Overvej at applicere differentierede husordensregler, så det er muligt at være på et botilbud uden at blive eksponeret for stoffer.
4) Overvej at rulle udskillelsen af psykiatrien tilbage, så psykiatrien igen bliver betragtet som et fuldgyldigt lægeligt speciale. Der har været fordele og ulemper ved den aktuelle organisering. Det er ikke et relevant argument, at der er mange psykiatriske patienter, der har brug for kommunale tilbud. Det er der også i f.eks. neurologi og geriatri.