Hvad er den vigtigste problemstilling, som Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger bør adressere?
At der fra politisk hold kommer større bevågenhed på Sundhedslovsopgaverne i kommunerne, hvor den faglige og organisatoriske kompleksitet fortsætter med at stige som følge af:
- Demografi (borgerne bliver ældre og har flere (samtidige) sygdomme).
- Kontinuerlig udvikling i behandlingsmuligheder, som medvirker til ovenstående.
- Øget specialisering i behandlingsindsatserne i primær og sekundær sektoren, hvilket øger antallet af samarbejdspartnere og snitflader (organisatorisk kvalitet).
Aalborg Kommune oplever, at mængden og kompleksiteten af sundhedslovsydelser udført i kommuner ikke er alment kendt i sekundærsektoren og nationalpolitisk. På trods af gode intentioner på tværs af sektorer bl.a. i regi af sundhedsaftaler, sundhedsklynger og sundhedssamarbejdsudvalg, opleves det tværsektorielle samarbejde i praksis at være utilstrækkeligt – hovedsageligt og alvorligst i de mest komplekse forløb.
Er der nogle løsningsforslag til problemstillingen, som Sundhedsstrukturkommissionen bør forfølge?
Aalborg Kommune peger på tre løsningsforslag, som Sundhedsstrukturkommissionen bør forfølge:
- Der bør ske en opdeling af de nuværende kommunale tilbud om midlertidigt ophold i to, hvor det ene drives under Sundhedsloven og den andet efter Serviceloven. F.eks. at:
a. Midlertidigt ophold til borgere med behov for afklaring af hjælp og vurdering af behov for plejebolig for borgere med behov for hjælp døgnet rundt bliver et tilbud under Sundhedsloven, da den påkrævede indsats typisk både er intensiv og med høj kompleksitet.
b. Det lovpligtige tilbud om aflastning bliver et særskilt tilbud under Serviceloven.
De nuværende kommunale akuttilbud under Sundhedsloven kan fortsætte uændret. Ophold her sker efter henvisning fra hospital eller praktiserende læge. Formålet er primært at forebygge indlæggelser og undgå unødvendige genindlæggelser tæt på borgerens hjem. Ved visitation har en kommunal sygeplejerske ofte dialog med praktiserende læge om patientens tilstand med henblik på at vurdere, om det kommunale akuttilbud er relevant i det pågældende tilfælde. Akuttilbud har behov for adgang til relevant faglig rådgivning fra sekundærsektoren og almen praksis.
Opdelingen forventes at kunne skabe mere tydelighed omkring de mest komplekse sundhedslovsydelser i kommunerne. I det omfang at der ikke skulle være basis for denne model i alle kommuner, kan det overvejes, om der kan etableres samarbejde på tværs af kommuner, hvor populationsansvar og anvendelse af tilbud kan gå på tværs af kommunegrænser.
- De 2 – 4 % mest komplekse forløb udgør et uforholdsmæssigt stort ressourcetræk på sundhedsydelser på tværs af sektorer. Årsagerne er til dels utilstrækkelig forløbskoordination og -sammenhæng på tværs af kommuner, regioner og almen praksis, selvom der er ambitioner og intentioner om det modsatte, samt opsat formaliserede rammer for samarbejdet i sundhedsaftaler, sundhedsklynger og sundhedssamarbejdsudvalg.
Der opleves derfor behov for et forpligtende tværsektorielt teambaseret samarbejde. F.eks. ved en forpligtigelse til at etablere et tværsektorielt team i konkrete borgerforløb, når bestemte faglige kriterier er opfyldt (f.eks. et antal (gen)indlæggelser indenfor en given periode mv.). Det skal være muligt at kunne udveksle de nødvendige data i teamet, og det skal være tydeligt, hvem der er ansvarlige kontaktpersoner i forløbet på tværs af sektorer.
De praktiserende læger spiller en afgørende rolle i disse forløb, og derfor ser vi gerne, at den enkelte lægepraksis forpligtiges til at indgå i samarbejdet, hvor honoreringen bør være en fast ydelse i lighed med plejehjemslæger i stedet for ydelsesbaseret.
En national tværsektoriel kvalitetsstandard for forløbssamarbejde vil kunne rammesætte arbejdet og parternes forpligtigelse til at indgå i samarbejdet.
- Sundhedsklyngerne har bl.a. til opgave at tage ansvar for den fælles population, samt være drivende kraft for styrket forebyggelse, kvalitet og omstilling til det nære sundhedsvæsen. Disse opgaver løftes bl.a. ved at følge og drøfte centrale nøgletal og data for populationen inden for sundhedsklyngen, hvor data kommer til at understøtte et tæt samarbejde samt sikre kvalitet og patientsikkerhed i overgange mellem hospital, kommune og almen praksis.
Dette arbejde bør suppleres med en særskilt forpligtigelse til at indgå i driftsnær tværsektoriel læring af forløb, som en part i forløbet har oplevet som uhensigtsmæssigt pga. utilstrækkeligt samarbejde i sektorovergange. Det kan f.eks. ske ved etablering af et tværsektorielt fagligt forum mellem hver kommune og nærmeste akuthospital, og et tilsvarende fagligt forum med nærmeste psykiatri, der mødes efter en fast kadence (f.eks. hver måned). Begge parter skal kunne melde forløb ind med henblik på tværsektoriel læring. Hvis en praktiserende læge eller speciallæge i primærsektoren har haft en central betydning for forløbet, bør vedkommende kunne indkaldes ad hoc (med en rimelig frist).
Tværsektorielle utilsigtede hændelser, som har udgjort en patientsikkerhedsmæssig risiko, skal fortsat behandles ad hoc og hurtigt med de lokale regionale og kommunale risikomanagers som nøglepersoner.