De kommende ni frikommuner har netop modtaget et brev fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager. I brevet opfordrer Margrethe Vestager kommunerne til at være så kreative og ambitiøse som muligt med deres frikommuneforsøg.
Vi skal modernisere hele den offentlige sektor, og vi skal gøre det med tillid til medarbejderne og til deres faglighed. Frikommuneforsøget er en vigtig brik i den plan. Her får kommunerne chancen for at vise, hvad de kan, når de bliver fri for bl.a. unødvendige regler og dokumentationskrav. Jeg håber, frikommunerne kan inspirere til at finde nye løsninger på de udfordringer, vi står med. Der er få penge og store behov.
- Margrethe Vestager
De ni frikommuner har allerede indsendt i alt 174 ansøgninger til konkrete forsøg, som ministerierne nu går i dybden med. Kommunerne kan stadig nå at søge om dispensation fra statslige regler og krav til flere forsøg.Oprindeligt var ansøgningsfristen til anden runde 1. november, men denne er nu udskudt til 1. december.
Pga. valgkampen i efteråret bliver det ikke muligt at få vedtaget frikommuneloven inden forsøgets start 1. januar 2012. Derfor vil frikommuneforsøget i første omgang bestå af forsøg, som kan godkendes administrativt. De forsøg, der kræver at frikommuneloven er vedtaget, vil kunne gå i gang 1. juli 2012.
Faktaboks om frikommuneforsøget
- Frikommunerne kan få dispensation fra statslige regler og dokumentationskrav, hvis de til gengæld dokumenterer, at det skaber afbureaukratisering og gør, at kommunerne kan udnytte deres ressourcer bedre.
- De ni kommuner, der er udvalgt som frikommuner, er: Fredensborg, Fredericia, Gentofte/Gladsaxe, Odense, Odsherred, Vejle, Vesthimmerlands og Viborg Kommuner.
- Frikommuneforsøget starter 1. januar 2012 og varer fire år.
|
Yderligere oplysninger
Ministeriets pressetelefon, tlf: 41 85 13 60 (modtager ikke sms)