Vestager vil undersøge lovligheden af kommuners krav til ældre om robotstøvsugereKontakt

01-02-2012

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager har besluttet at se nærmere på, om kommunerne er i deres gode ret til at forudsætte, at ældre køber en robotstøvsuger i stedet for at få støvsuget gulvene af en hjemmehjælper, sådan som det er ved at blive praksis i flere kommuner. Hvis ikke det er lovligt, vil Margrethe Vestager arbejde for, at det bliver lovligt.

 Må en kommune give afslag på støvsugning i hjemmet hos en ældre borger med henvisning til, at han eller hun bare kan anskaffe sig en robotstøvsuger og på den måde klare støvsugningen selv?

Det spørgsmål vil økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager nu have undersøgt, efter en række kommuner har fastsat et generelt serviceniveau i deres hjemmepleje, hvor de kræver af de ældre, at de anskaffer sig en robotstøvsuger.

Det er vigtigt, at vi udnytter ny teknologi, når den kan være med til at forbedre vores velfærd og vores hverdag. Men det er også vigtigt, at vi får klarhed over, hvilke krav kommunerne lovligt kan stille til borgerne, og hvordan borgernes rettigheder respekteres i takt med, at nye hjælpemidler bliver udviklet. Jeg mener, at netop sagen om robotstøvsugere har så principiel en karakter, og derfor vil jeg se nærmere på den. Hvis det viser sig at være i strid med loven, når kommunerne beder de ældre anskaffe sig en robotstøvsuger, vil jeg arbejde for, at det bliver lovligt.

- Margrethe Vestager

Økonomi- og Indenrigsministeriet har nu anmodet Statsforvaltningen Syddanmark, hvor sagen startede, om en udtalelse.

Margrethe Vestager har desuden orienteret social- og integrationsministeren, de fem statsforvaltninger og ÆldreSagen om sin beslutning om at tage sagen op. 

Baggrund

  • 26. oktober 2010 vedtog Billund Kommune, at støvsugning i forbindelse med visiteret rengøring fremover skulle foregå med borgerens egen robotstøvsuger.
  • 14. november 2011 skrev Statsforvaltningen Syddanmark som led i det kommunale tilsyn til Billund Kommune, at statsforvaltningen ikke fandt at have kompetence til at behandle sagen.
  • Udtalelsen fra Statsforvaltningen Syddanmark er af flere kommuner blevet tolket som grønt lys for at give afslag på at støvsuge hos de ældre, fordi de kan købe en robotstøvsuger.Siden har en række kommuner indført servicestandarder i hjemmeplejen, som stiller de samme krav eller lignende krav til ældre om at købe en robotstøvsuger i stedet for, at hjemmehjælperen støvsuger hos dem.
  • Den 28. november 2011 besluttede Ankestyrelsen at tage to konkrete sager om anvendelse af robotstøvsugere op til behandling. 
  • I januar 2012 besluttede Økonomi- og Indenrigsministeriet som øverste kommunale tilsynsmyndighed at tage sagen op på grund af sagens principielle og generelle karakter.