57 kommuner må låne 1,5 mia. kr. i 2016 til skoler, veje og it

28-08-2015

Borgerne i 57 kommuner kan nu se frem til at få bl.a. en ny skole eller et nyt sundhedshus og få moderniseret biblioteket og plejehjemmet. Social- og indenrigsminister Karen Ellemann giver de 57 kommuner mulighed for at låne i alt 1,5 mia. kr. i 2016. Med lånene kan kommunerne nu sætte gang i mere end 490 forskellige projekter og aktiviteter. Bl.a. til renovering af daginstitutioner, skoler, veje og til velfærdsteknologi, digitalisering og it.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann giver 57 kommuner mulighed for i alt at låne 1,5 mia. kr. i 2016. Lånene skal bruges til over 490 forskellige anlægsprojekter i kommunerne såsom renovering af skoler og daginstitutioner, opførelse af en ny svømmehal, selvbetjening på biblioteket og forbedring af trafiksikkerheden. Samtidig styrker lånene likviditeten i vanskeligt stillede kommuner.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:

Når kommunerne nu får lov til at låne 1,5 milliarder kroner til næste år, så får det helt konkret positiv betydning for borgerne i de enkelte kommuner. De får bedre skoler og veje, og de får moderniserede biblioteker og plejehjem. Det er godt, for det er velfærd, der kan mærkes. Flere af projekterne medfører fremtidige besparelser for kommunerne, ligesom projekterne kan være med til at skabe lokale arbejdspladser til gavn for især de kommuner, som står over for økonomiske og demografiske udfordringer.

- Karen Ellemann 

 

Laanepuljer

Kontakt

Alexander Glumsø Andersen Simic
TitelFuldmægtig
KontorUdgifter