Sophie Løhde deltager i lanceringen af seks demensvenlige kommuner

04-02-2016

Seks kommuner har i samarbejde med Demensalliancen det seneste halve år arbejdet målrettet på at finde ud af, hvad der skal til for at blive ’demensvenlige kommuner’. Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde deltager torsdag den 4. februar i lanceringen af ambitionerne for de demensvenlige kommuner.

”Tænk hvis vi havde 98 kommuner, hvor man som borger, pårørende og plejepersonale aldrig er alene med demens!” Sådan lyder en bid af indledningen i den publikation, som i dag præsenteres på Aarhus Rådhus. Bag publikationen, ”På vej mod demensvenlige kommuner”, står Demensalliancen og seks danske kommuner, Aarhus, Aalborg, Varde, Næstved, Stevns og Hillerød, som tilsammen udgør Demensrummet.

De seks kommuner i Demensrummet har det seneste halve år i samarbejde med Demensalliancen arbejdet med udfordringerne på demensområdet og er sammen kommet med bud på løsninger til, hvordan plejen og omsorgen for personer med demens og deres pårørende kan styrkes. Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde siger:

Det er tydeligt, at der ligger nogle rigtig gode ambitioner i de mål og løsninger, som de seks kommuner er ved at rulle ud sammen med Demensalliancen. Den overordnede ambition er, ligesom regeringens, at Danmark skal være et demensvenligt samfund, hvor mennesker med demens kan leve et trygt og værdigt liv, og hvor deres pårørende får den støtte og aflastning i hverdagen, som de har brug for.

Når hun torsdag møder op på Aarhus Rådhus, vil hun møde en forsamling på ca. 200 mennesker bestående af kommunale fagfolk, lokale udvalgsformænd og -politikere, borgmestre og repræsentanter fra de relevante organisationer på området.

Sophie Løhde er inviteret til at deltage i arrangementet for dels at høre om det foreløbige arbejde i Demensrummet og dels for selv at fortælle om regeringens arbejde med at udarbejde en national demenshandlingsplan. Sophie Løhde siger:

Regeringen vil senere på året præsentere en national demenshandlingsplan, og jeg lægger i den sammenhæng stor vægt på at inddrage dem, det hele handler om, nemlig mennesker med demens, deres pårørende og de engagerede fagfolk, der arbejder med demens hver dag. Derfor tager jeg lige nu rundt i landet for at indsamle inspiration til handlingsplanen, og arrangementet i dag er jo et naturligt stop på rejsen, hvor jeg er sikker på også at kunne hente mange gode input til indsatsen.

Det er de seks organisationer Ældre Sagen, FOA, Pensam, Alzheimerforeningen, Ergoterapeutforeningen og Dansk Sygeplejeråd, der er gået sammen i Demensalliancen, som arbejder for, at ingen skal være alene med demens i Danmark.

Læs mere om Demensalliancen, Demensrummet og de seks demonstrationskommuner på demensalliancen.dk.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet