Politisk aftale giver fysioterapeuter og RAB’ere lov til at behandle dårlige rygge

21-06-2016

Borgere med smerter i eksempelvis nakken og ryggen kan fremover blive behandlet af andre end læger og kiropraktorer. En bred politisk aftale giver mulighed for, at fysioterapeuter og Registrerede Alternative Behandlere (RAB'ere) må udføre manuel behandling og manipulation af rygsøjlen.

Mange danskere med ondt i ryggen eller smerter i kroppens led søger hjælp hos enten en kiropraktor eller en fysioterapeut. De to faggrupper kan udføre meget af den samme behandling, men hidtil har det været forbeholdt læger og kiropraktorer at ’knække’ led i eksempelvis rygsøjlen – eller som det hedder i fagsprog manipulationsbehandle.

Men det bliver der ændret på nu. Venstre-regeringen har indgået en bred politisk aftale med Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, SF, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti, som giver fysioterapeuter og RAB'ere mulighed for at behandle borgere med eksempelvis nakke- og rygproblemer.

Fremover vil fysioterapeuter og RAB'ere med uddannelse inden for manuel behandling få lov til at udføre manipulationsbehandling af kroppens led på lige fod med læger og kiropraktorer.

Og fysioterapeuter og RAB'ere med mindst 250 undervisningstimer eller lektioner inden for manuel behandling, fx Body-SDS'ere, vil desuden få mulighed for at udøve manipulation af rygsøjlen.

RAB’ere, der udfører manuel behandling, skal desuden have en obligatorisk ansvarsforsikring.

Læs 'Aftale mellem regeringen og DF, EL, LA, ALT, SF, RV og K om ændring af virksomhedsområdet for manuel behandling'   

Som opfølgning på den politiske aftale vil Sundheds- og Ældreministeriet udarbejde et lovforslag, som vil blive fremsat i Folketinget i efteråret 2016.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet