Regeringen vil senere i år fremlægge en ny national handlingsplan for demens, der skal bidrage til gøre Danmark til et demensvenligt land og forbedre livet for mennesker med en demenssygdom og deres pårørende.
For at få inspiration til handlingsplanen har sundheds- og ældreminister Sophie Løhde det seneste halve år rejst rundt til en lang række kommuner i Danmark. Det er også blevet til et par afstikkere til udlandet undervejs – i november sidste år var det England, der stod på rejseplanen, og i januar gik turen til Norge. Nu står Sverige for tur.
I løbet af de to dages studietur i og omkring Stockholm den 20.-21. juni skal Sophie Løhde bl.a. besøge et plejehjem, en udredningsklinik, et videnscenter, en styrelse og mødes med den svenske sundhedsminister.
Sverige er langt fremme på demensområdet, så jeg ser meget frem til at høre om de indsatser, de har søsat, og hvilke gode erfaringer, de har høstet. Det bliver bl.a. spændende at høre om deres fokus på forskning i forebyggelse.
Siger Sophie Løhde og fortsætter:
Silviahemmet er jeg også meget spændt på. Det er kendt som et helt særligt sted med en meget høj faglighed og kvalitet.
Stiftelsen Silviahemmet blev oprettet i 1996 på initiativ af H.M. Dronning Silvia og er et demenshjem, som også tilbyder sundhedsfaglig specialuddannelse inden for demenspleje.
Det er samtidig Silviahemmet, der – sammen med Stockholms Läns Äldrecentrum – står bag Svenskt Demenscentrum, som blev indviet i 2008, og som også står på ministerens besøgsprogram. Demenscentret er et videnscenter for demens og fungerer som bindeled mellem praksis, forskning, myndigheder og beslutningstagere i Sverige.
Den danske minister får også lejlighed til at møde nogle af sine svenske kolleger, nemlig sundhedsminister Gabriel Wikström og statssekretær Madeleine Harby Samuelsson, som fungerer som en slags viceminister for landets ældreminister Åsa Regnér. Under mødet skal Sophie Løhde høre om den svenskes regerings indsatser på demensområdet, herunder den demenspakke, som blev lanceret i februar i år, og som bl.a. indeholdt initiativer til at nedbringe brugen af tvang over for mennesker med demens.