Staten indgår aftale om salg af SSI Diagnostica

30-03-2016

Statens Serum Instituts Diagnostica-produktion sælges til Adelis Equity.

Den danske stat og den svenske kapitalfond Adelis Equity har underskrevet en aftale om salg af SSI Diagnostica i Hillerød, der er en del af Statens Serum Institut.

Med aftalen, der forventes at indbringe ca. 250 mio. kr., er salget af SSI Diagnostica, som staten har arbejdet på gennem et stykke tid, meget tæt på at blive en realitet.

Og sundheds- og ældreminister Sophie Løhde er glad for, at der nu er fundet en fremtidig ejer af SSI Diagnostica:

Regeringen har sammen med et meget bredt politisk flertal på Christiansborg valgt at videreføre salget af SSI Diagnostica, der blev sat i gang under den tidligere regering. Det har vi gjort, fordi det er vanskeligt at fastholde og udvikle en produktionsvirksomhed i statsligt regi.

Siger Sophie Løhde og fortsætter:

Med salget får virksomheden bedre muligheder for at udvikle sig og dermed også ruste sig til fremtiden. Og derfor er jeg tilfreds med, at der nu ligger en underskrevet salgsaftale. Dermed har de mange dygtige medarbejdere, der har gået og ventet på nyt om deres arbejdsplads, også fået en afklaring.

Inden salget er endeligt gennemført skal købet dog bl.a. godkendes af Folketingets Finansudvalg. Og før overdragelsen kan gennemføres, skal der også etableres en række it-systemer, så SSI Diagnostica kan fungere uafhængigt af Statens Serum Institut. 

Det forventes, at salget vil være endeligt gennemført den 1. september 2016.

SSI Diagnostica er i dag et selvstændigt forretningsområde under Statens Serum Institut, der udvikler, producerer og sælger produkter, som bl.a. anvendes til at stille diagnoser – det der kaldes in vitro diagnostika, til klinisk mikrobiologi, veterinær diagnostik, fødevarekontrol samt miljø- og hygiejnekontrol i ind- og udland.

Der er ansat ca. 90 medarbejdere på SSI Diagnostica, og medarbejderne vil fortsætte ansættelsen hos den nye ejer.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet