Siden de første planer for Danmarks nye sygehuse blev præsenteret af den daværende VK-regering i 2007, har der været talt og skrevet meget om syghusbyggerierne, som vil forandre sygehusstrukturen herhjemme.
Her ni år efter er sygehusene ikke længere bare arkitekttegninger og fremtidsdrømme.
Overalt i Danmark er sygehusbyggerierne i fuld gang, og tre steder er man i mål. Nemlig i Region Sjælland, hvor man i 2013 var færdig med byggeriet af et nyt akutsygehus i Slagelse og i sommeren 2015, hvor et nyopført psykiatrisygehus i samme by stod klart. Og i dag kunne et nyt akutsygehus i Kolding så officielt slå dørene op for patienter og sundhedspersonale.
Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde deltog i indvielsen, og hun var begejstret for det nye sygehus:
Vi fejrer i dag et stort og et vigtigt skridt hen mod fremtidens sygehusvæsen og den vision, vi i Danmark formulerede for snart 10 år siden. En vision om at skabe et stærkt akutberedskab, hvor den rette ekspertise, de rette rammer og den rette behandling skulle være til stede, når der var brug for det - uanset hvor man boede i landet.
Sagde ministeren i sin tale og fortsatte:
Dengang var det flotte ord på et stykke papir. Men med akutsygehuset i Kolding kan vi se, at den vision kan blive til virkelighed. Og det vil jeg gerne ønsker jer - og egentlig os alle sammen - et stort tillykke med.
Det første spadestik til byggeriet af det nye akutsygehus, der kommer til at servicere 300.000 borgere i Trekantsområdet, blev taget i 2010, da man gik i gang med at om- og udbygge Kolding Sygehus.
Undervejs i forløbet er sygehus blevet end tredjedel større. Godt 28.000 eksisterende kvadratmeter er blevet ombygget, mens der er bygget 33.500 nye kvadratmeter til.
Det nye akutsygehus i Kolding er et af i alt 16 nye sygehuse, der opføres med økonomisk støtte fra Kvalitetsfonden. Der investeres i alt ca. 42 mia. kr. i sygehusbyggerierne. Kvalitetsfonden bidrager med 25 mia. kr., mens regionerne finansierer resten.