Årets nationale antibiotikakampagne handler denne gang om urinvejsinfektioner, som er en hyppig sygdom, næsten alle kvinder oplever at have mindst én gang. En urinvejsinfektion kan være en ubehagelig omgang, men den kan heldigvis behandles med antibiotika.
Det er dog kun ca. halvdelen af alle de patienter, der har symptomer på urinvejsinfektion, der har sygdomsfremkaldende bakterier i urinen. For resten af patienternes vedkommende skyldes symptomerne andre ting (fx svamp), som antibiotika ikke kan gøre noget ved. Derfor er det vigtigt, at man ikke medicinerer sig selv med egen eller andres overskydende medicin, ligesom en læge skal teste urinen for bakterier, inden man får antibiotika.
Yngre og ældre – 2 kampagner i 1
Alle kan få en urinvejsinfektion, men sygdommen rammer især kvinder under 30 og over 70 år. Derfor er det også de to grupper, der er særligt fokus på i årets antibiotikakampagne.
Til den del af kampagnen som er målrettet kvinder under 30 år, er der udarbejdet en film, som fortæller, at selvmedicinering er en dårlig ide, og at man ikke altid skal lytte til velmenende råd fra venner og veninder. Filmen leder over til uddybende information på antibtiotikaellerej.dk.
Den anden del af kampagnen skal bidrage til at forebygge urinvejsinfektioner hos ældre kvinder på plejehjem. Til denne del af kampagnen udsendes en folder til social- og sundhedsassistenter. Folderen indeholder generelle budskaber - primært om hygiejne - som kan bidrage til at forebygge urinvejsinfektioner hos ældre, og dermed også hjælpe med at forebygge et unødigt forbrug af antibiotika.
Bag årets antibiotikakampagne står Sundheds- og Ældreministeriet, Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Danske Regioner, Danmarks Apotekerforening, Lægeforeningen, Dansk Selskab for Almen Medicin, KL og FOA.
Læs mere på antibiotikaellerej.dk og på temasiden her på sum.dk.
Derfor skal vi have fokus på overforbrug af antibiotika
Statens Serum Institut og DTU Fødevareinstituttet offentliggjorde tidligere på ugen den årlige DANMAP-rapport, der giver et grundigt indblik i antibiotikaforbruget i Danmark. Rapporten viser, at der fortsat udskrives meget antibiotika i Danmark.
Et overforbrug af antibiotika kan føre til, at bakterier bliver resistente. Resistente bakterier er et stigende problem over hele verden, og infektioner, der burde være nemme at slå ned, kan ende med at blive livstruende, fordi de ikke længere kan behandles med antibiotika.
Bakterier, der er resistente over for antibiotika, tager ikke hensyn til landegrænser. Antibiotikaresistens er derfor et globalt problem, og Danmark har i mange år haft fokus på at deltage i og styrke det internationale samarbejde omkring bekæmpelse af antibiotikaresistens.
Inden midten af 2017 skal alle EU-lande udarbejde nationale handlingsplaner, der indeholde konkrete nationale målsætninger for bekæmpelse af antibiotikaresistens hos mennesker og dyr.