Ny mobil-app gør det let at få styr på medicinen

21-11-2016

Sundhedsdatastyrelsen har i dag lanceret 'Medicinkortet' – en ny app til mobilen, som gør det let at få styr på din medicin.

Synes du, at det kan være bøvlet at forny dine medicinrecepter? Og har du svært ved at huske, hvor mange medicinudleveringer, der er tilbage på din recept?

Så vil du sikkert være glad for, at du fra i dag kan klare dine receptfornyelser og få overblik over din medicin uden først at skulle ringe til din praktiserende læge.

Sundhedsdatastyrelsen har nemlig udviklet en ny app – Medicinkortet – til mobilen, som fra den 21. november 2016 kan hentes via App Store og Google Play.

Med app'en ved hånden kan man – udover at bede sin læge om at forny recepter på medicin, man aktuelt er i behandling med – bl.a. også se, hvilken medicin man har fået udleveret på apoteket. Og det er også muligt at se oplysninger om egne børns medicin. Sundhedsminister Sophie Løhde siger: 

Flere og flere ting klares efterhånden via mobilen, og derfor er det også helt naturligt, at vi nu kan forny vores recepter og få oplysninger om vores medicin ved få tryk på skærmen. Det gør det nemmere at få styr på sin medicin i en travl hverdag. 

Medicinoplysningerne, som app’en giver adgang til, hentes fra det Fælles Medicinkort, der kan tilgås via hjemmesiden Sundhed.dk.

Her kan man eksempelvis finde oplysninger om ældre recepter, der ikke længere kan udleveres på apoteket, og se, hvem der senest har ændret i ens medicinkort.

For at få adgang til egne medicinoplysninger skal man af sikkerhedsmæssige hensyn bruge NemID til at logge sig på 'Medicinkortet'.

Læs mere om den nye app på Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside

Hvad kan du bruge den nye app til? 

  • Se din aktuelle medicin, som er registeret på Fælles Medicinkort af en læge.
  • Se dine åbne recepter – dvs. recepter, som fortsat gør det muligt at få udleveret medicin på apoteket. 
  • Se hvor mange udleveringer, der er tilbage på en recept. 
  • Se den medicin, du allerede har fået udleveret på apotek.
  • Anmode om fornyelse af en recept hos din praktiserende læge på den medicin, du er i aktuel behandling med. 
  • Følge dine børns medicin til de er 15 år.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet