Minister: Vigtig aftale om lægedækning, men vi er langt fra i mål

09-02-2017

Lægemanglen i visse dele af landet skaber utryghed og geografisk ulighed i sundhed. Derfor er sundhedsminister Ellen Trane Nørby tilfreds med, at alle Folketingets partier i dag har indgået en aftale om bedre lægedækning i hele landet.

En af de vigtigste opgaver for en sundhedsminister er at sikre, at der er god adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet i alle dele af landet.

Sådan lyder det fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby, som i dag på regeringens vegne har forhandlet en aftale på plads med ordførerne fra de øvrige partier i Folketinget. Aftalen følger op på Lægedækningsudvalgets anbefalinger, som blev præsenteret for knap tre uger siden. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby siger:

Vi er nødt til at tage fat med samme, for det må ikke være sådan, at man i et lille land som Danmark ikke kan regne med at have adgang til en læge, i det område man bor. Det skaber en utryghed og en ulighed i sundhed på tværs af landet, som simpelthen ikke er rimelig, og den skal vi i fællesskab komme til livs.

Sundhedsministeren er derfor tilfreds med, at samtlige partier bakker op om de elementer, som regeringen vil gå videre med i form af lovændringer.

Læs 'Samtlige partier indgår aftale om bedre lægedækning'

Med aftalen er partierne bl.a. blevet enige om at give regionerne mulighed for at drive klinikker med regionsansatte læger i mere end 4 år ad gangen, og åbne op for, at læger kan købe ekstra ydernumre direkte af hinanden.

Med aftalen i dag er vi kommet et vigtigt stykke af vejen. Første skridt var at få udvalgets bud på løsninger, og det næste skridt var at få partierne i Folketinget til at give opbakning til de lovændringer, der er behov for. Men udfordringerne med lægedækningen er langt fra løst med det. Vi skal gerne realisere flere af udvalgets anbefalinger, hvis det skal rykke noget.

Siger Ellen Trane Nørby og tilføjer:

Det kræver, at alle er med til at løfte, og derfor vil jeg gerne appellere til, at regionerne, kommunerne, private aktører, PLO, Lægeforeningen og andre relevante aktører spiller med, for kun i fællesskab kan vi bekæmpe problemerne med manglende lægedækning flere steder i landet.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet