Kommunernes samlede likviditet, opgjort som et gennemsnit over de seneste 12 måneder, er ved udgangen af 3. kvartal 2017 på 44 milliarder kroner. Det svarer til 7.669 kroner pr. borger. Ved den samme opgørelse for et år siden var tallet rundt regnet 4,7 milliarder kroner lavere. Stigningen i kommunernes likviditet udgør dermed 11,8 pct.
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger:
”Det går godt i Danmark – også i kommunerne. Mange af kommunerne er dog alt for velpolstrede. Kommunerne skal så afgjort have likvider at trække på i dårlige tider. Men borgernes penge bør ikke bare hobe sig op i kommunekasserne. Pengene ligger bedst i borgernes egne lommer.
Med så høje kassebeholdninger bliver jeg bekymret for, om nogle kommuner bliver fristet til at sprænge de rammer for det kommunale forbrug, som vi har aftalt.
Jeg mener, at den generelle økonomiske fremgang i kommunerne bør komme skatteyderne til gavn i form af skattelettelser. Her har vi jo simpelthen en mulighed for at skabe mere privat velfærd.”
- Simon Emil Ammitzbøll
Se vedlagte tabel for de enkelte kommuners likviditet og figur over udviklingen i kommunernes samlede likviditet.
Fakta
- Kommunerne indberetter hvert kvartal deres likviditet gjort op efter kassekreditreglen, dvs. lidt forenklet den gennemsnitlige likviditet over de seneste 12 måneder.
- Kommunernes samlede likviditet dækker over forskelle mellem kommunerne.
- Hver kommunes likviditet opgjort pr. indbygger og efter kassekreditreglen kan findes på Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside, www.noegletal.dk. Heraf fremgår også udviklingen over tid.
|
Yderligere oplysninger
Presse- og kommunikationschef Sigga Nolsøe, sno@oim.dk, tlf. 22 26 95 07
Fuldmægtig Jonatan Kjældgaard Kristensen, jokk@oim.dk, tlf. 72 28 25 67