Her er ungepanelets råd til sundhedsministeren

06-12-2018

Flere frirum for unge, lettere adgang til hjælp til de unge, der har brug det og større fokus på den naturlige krop. Sådan lyder nogle af ungepanelets ni råd til hvordan børn og unge kan trives bedre. Find alle rådene her.

Ungepanelet har nu afleveret ni gode råd til sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Panelet har siden maj 2018 arbejdet på at lave en række forslag til initiativer, der kan være med til at rette op på tendensen til at flere danske børn og unge mistrives.

I dag har panelet præsenteret de gode råd for sundhedsminister Ellen Trane Nørby. 

Medlem af panelet Daniel Ken Togo Kristiansen siger:

Det er en hjertesag for mig, at hjælpe andre psykisk sårbare unge. Derfor er jeg så glad for at have været med i ungepanelet, og jeg er helt ærligt stolt af, at vi i fællesskab har fundet frem til ni brugbare råd, som jeg mener, det er muligt for politikere og folk med privat og professionel relation til unge, at handler på.

Han har tidligere været socialt udsat, og er i dag bestyrelsesmedlem i Sind Ungdom og formand for lokalforeningen i Guldborgsund. Særligt Ungepanelets Råd 1 og 2 er af stor betydning for Daniel. Han siger:

For mig er det rigtig vigtigt, at vi skaber flere inkluderende fællesskaber, hvor unge har mulighed for at udvikle deres sociale kompetencer og opleve, at de er en del af noget større end dem selv. Samtidig ved jeg af personlig erfaring, hvor vigtigt det er, at psykisk sårbare unge har nem adgang til at få professionel hjælp uden, at de oplever at blive en del af systemet.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby siger:

Det har virkelig været skønt at se en gruppe unge bruge deres tid, personlige erfaringer og store engagement på at arbejde med at finde forslag til hvordan andre børn og unge fremover kan blive hjulpet både tidligere og bedre. Vores arbejde med ungepanelet stopper bestemt ikke her, og jeg glæder mig meget til at vi skal arbejde videre med forslag, der forhåbentlig kan være med til at knække den triste trivselskurve, vi ser hos børn og unge i de her år.

Ungepanelets ni gode råd til sundhedsministeren:

  1. Der skal skabes frirum til børn og unge, hvor der ikke skal præsteres
  2. Unge med psykisk mistrivsel skal have let adgang til hjælp
  3. Børn, unge og deres nære omgivelser skal have digital dannelse
  4. Medierne skal tage ansvar for fair formidling
  5. Eksponeringen af fiktive kropsidealer skal begrænses
  6. Den naturlige krop skal synliggøres
  7. Nye initiativer skal understøtte et mere mangfoldigt kropsideal
  8. Viden om køn og seksualitet skal øges i befolkningen
  9. Respekten for individuelle grænser skal styrkes

Læs meget mere om de nye råd i  ”9 gode råd til sundhedsministeren om, hvordan vi forbedrer den psykiske trivsel blandt unge.”

UNGEPANELETS MEDLEMMER

Ungepanelets medlemmer er indstillet af en række relevante organisationer og/eller udvalgt, fordi de er aktive debattører af ungdomskultur og trivsel. Medlemmerne er alle mellem 20 og 28 år.

Panelet består af Daniel Kristiansen (Sind Ungdom), Kristina Ørsted Nielsen (Børns Vilkår), Asger Brodtkorb (LMS), Zenia Madsen og Signe Bille (Det Sociale Netværk), der alle har erfaring med psykisk mistrivsel og sygdom. Flere af dem yder ligesom Rikke Seerstedt fra girltalk.dk en frivillig indsats for at hjælpe andre unge, der har det psykisk svært. Desuden deltager Fie Sommer og Amalie Wessel, der begge kommunikerer om perfekthedskultur, og som har bl.a. har været med i ”De Perfekte Piger” på DR3. Sana Mahin Doost (Danske Studerendes Fællesråd) og Chris Holst Preuss (Dansk Ungdoms Fællesråd) er begge aktive i debatten om præstationskultur og ungefællesskaber, og de er også med i ungepanelet. 

 

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet