Sundhedsminister Ellen Trane Nørby overrakte i dag prisen ”Den Gyldne Skalpel”, som er Dagens Medicins hæderspris for nytænkning, engagement og samarbejde af høj kvalitet i sundhedsvæsenet.
Prisen går til lægerne Mogens Vestergaard, Jannik Falhof og Hans Christian Kjeldsen for deres initiativ om at oprette Lægefællesskabet Grenaa, som er et fælles lægehus i et lægedækningstruet område langt fra deres egen bopæl. Ellen Trane Nørby siger:
De formår på forbilledlig vis at sætte patienten i centrum, og er med til at styrke det nære sundhedstilbud for mange tusinde borgere i Grenaa. Vi skal hylde sådanne forbilleder, for vi skal have endnu flere til at gå samme vej som dem og blive praktiserende læger - meget gerne også uden for de større byer.
Det er første gang, siden den første pris blev uddelt i 2002, at almen praksis hyldes. Ellen Trane Nørby siger:
Jeg kan kun sige, at det da vist også er på tide, at en af hjørnestene i det danske sundhedsvæsen får en fortjent anerkendelse.
Tidligere i år præsenterede sundhedsministeren udspillet ”En læge tæt på dig”, som skal styrke almen praksis, så de praktiserende læger kan løfte flere sundhedsopgaver. Udspillet er en del af den kommende sundhedsreform, der præsenteres efter nytår.