Jomfruhinden eksisterer ikke. Det er en myte, at kvinder har en hinde, som punkteres, første gang kvinden har sex.
I virkeligheden er jomfruhinden nogle fleksible slimhindefolder i skedeåbningen, som kaldes hymnen.
Alligevel lever myten om jomfruhinden stadig, og nogle kvinder får sågar lavet en ”jomfruhinderekonstruktion”. Selv i Danmark tilbyder enkelte private klinikker indgrebet.
Derfor sender tre ministre nu et fælles brev til WHO med en appel om at gøre op med myten en gang for alle.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby:
Etableringer af kunstige jomfruhinder har ingen gang på dansk jord og passer slet ikke sammen med det danske sundhedsvæsens værdier. Jeg har derfor et ansvar – både som sundhedsminister, men bestemt også som kvinde – for at stoppe denne myte, der blandt andet bidrager til kvindeundertrykkelse. Læger bør sige klart nej til at udføre disse indgreb!
Ligestillingsminister Karen Ellemann:
Fortællingen om mødommen har gennem tiden været en måde at kontrollere kvinder og piger på, udskamme dem og udstille deres seksualitet. Jomfrumyten er et grelt eksempel på, at den udfordring stadig lever. I min bog er Danmarks største ligestillingsproblem manglende ligestilling i visse etniske minoritetsmiljøer, og det er en kamp, vi skal tage skridt for skridt. At bekæmpe jomfrumyten er et af disse skridt.
Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnes:
Vi arbejder på at aflive myten - både herhjemme og ude i verden. Vi er nødt til at tage kampen for de kvinder, der frygter for deres bryllupsnat, fordi de skal kunne fremvise et blodplettet lagen morgenen derpå. Vi fortsætter vores massive indsats for kvinders ret til at bestemme over egen krop, og den kamp tager jeg op i internationale fora, så ofte jeg kan.