Regeringen vil fjerne statistik-byrder fra virksomheder

08-02-2019

Mange virksomheder finder det besværligt at indberette data til Danmarks Statistik. Regeringen vil som led i nyt udspil tage livtag med en del af byrderne.

Regeringen vil gøre det mere enkelt for virksomheder at give data til Danmarks Statistik, når det gælder oplysninger om varehandel med de øvrige EU-lande. Det betyder, at op mod 3.000 virksomheder, primært små og mellemstore, bliver helt fritaget for at indtaste oplysninger om deres import. Det indgår i et udspil fra regeringen om at lette byrder for erhvervslivet.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille siger: 

”Det vil i løbet af nogle år betyde mindre bureaukrati og bøvl for især de små erhvervsdrivende. Dermed vil de kunne bruge mere energi på deres forretning. Det gavner jo dansk økonomi i sidste ende.”

- Simon Emil Ammitzbøll-Bille

 

Det er kommende regler fra EU, der gør det muligt for Danmark at fritage en del virksomheder fra at indberette oplysninger om import til Danmarks Statistik.

De vil kunne benytte sig af, at deres importoplysninger allerede er lagt ind i systemet som en anden europæisk virksomheds eksport.

For især de små virksomheder kan det derudover være svært at holde styr på regler og frister. Regeringen vil gøre det nemmere for dem at få ét samlet overblik over krav og frister. Blandt andet for indberetning til Danmarks Statistik.

Om det samlede udspil siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille:

 

”Jeg glæder mig over, at vi gør det nemmere og billigere at drive virksomhed i Danmark. Hver gang, vi fjerner en byrde fra virksomhederne, er det et skridt i den rigtige retning. Vi skal lette byrder for blandt andre landmanden, slagterforretningen og det lille webbureau. Med dette udspil præsenterer regeringen 42 initiativer, der skal bidrage til at fjerne noget af det bøvl og de byrder, som virksomhederne oplever i deres daglige arbejde.”

- Simon Emil Ammitzbøll-Bille

 

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationschef Mette Gerlach, mge@oim.dk, tlf. 72 28 24 16