Forsøg skal skaffe akutmedicinere til Syddanmark

06-03-2019

Sygehus Sønderjylland skal huse forsøgsordning med sammenhængende uddannelse i akutmedicin.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby har netop godkendt en ansøgning fra Videreuddannelsesregion Syd om at etablere et sammenhængende uddannelsesforløb i akutmedicin på Sygehus Sønderjylland.

Sygehus Sønderjylland har bla. begrundet ansøgningen med, at der er rekrutteringsvanskeligheder inden for en række specialer, og derfor ønsker man at afprøve forskellige tiltag for at finde en løsning på disse vanskeligheder.

”Med en sammenhængende speciallægeuddannelse i akutmedicin får akutmodtagelsen på Sygehus Sønderjylland et ekstra boost. Akutlægen skal blandt andet være med til at sikre, at de akutte patienter ikke ender som kastebold mellem flere forskellige afdelinger, men får den rette behandling fra starten. Samtidig får vi afprøvet nye måder at tiltrække læger til alle landsdele, og jeg ser frem til at følge forløbet”, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Den sammenhængende uddannelse, som forventes påbegyndt til september 2019, vil bestå af en 1-årig introduktionsstilling i akutmedicin samt en 5-årig hoveduddannelse i akutmedicin på Sygehus Sønderjylland hvoraf ét år vil foregå på Odense Universitetshospital.

Speciallægeuddannelsen i akutmedicin er blevet muligt efter, at det i 2017 blev politisk besluttet at oprette et speciale i akutmedicin.

Etablering af forsøg med sammenhængende uddannelsesforløb blev anbefalet af Lægedækningsudvalget i 2017 for at understøtte rekruttering af unge læger til lægedækningstruede områder.

Pressekontakt:

Presse- og kommunikationskoordinator Lotte Dahlmann, mobil: 72 26 94 18 eller pressevagt@sum.dk