Krav om mundbind eller visir i al kollektiv transport

15-08-2020

På baggrund af Sundhedsstyrelsens anbefalinger indfører regeringen nu krav om mundbind eller visir i al offentligt og privat kollektiv transport, taxi og færger.

Fremover skal alle rejsende over 12 år i den kollektive trafik, færger og taxi bære mundbind eller visir. Kravet gælder også de ansatte, der har passagerkontakt.

Det har regeringen besluttet på baggrund af, at Sundhedsstyrelsen nu anbefaler krav om mundbind i den kollektive transport i hele landet og på alle tider af døgnet.

Det landsdækkende krav svarer i store stræk til den ordning der for tiden gælder i kollektiv trafik i Aarhus og de omkringliggende kommuner. Transportminister Benny Engelbrecht siger:

Der er nu en meget klar anbefaling fra sundhedsmyndighederne, og derfor laver vi også en meget mere enkel regel, som passagerne og de ansatte kan forholde sig til. Sundhedsmyndighederne har nu slået fast, at mundbind og visir virker mod smittespredning, og jeg er sikker på, at passagerne hurtigt vil vænne sig til det på samme måde, som vi ser i landene omkring os.

Reglerne træder i kraft lørdag den 22. august, og der vil blive udarbejdet en detaljeret bekendtgørelse inden da. Det er dog opfodringen, at man allerede nu bruger mundbind eller visir på sin rejse.

Når kravet træder i kraft bliver det op til trafikselskaberne at håndhæve reglerne på samme måde, som de fører billetkontrol. Hvis ikke passagererne bærer mundbind eller visir, vil man ikke kunne komme med, eller man vil blive bortvist fra transportmidlet. Transportminister Benny Engelbrecht siger:

Vi har gennem de seneste måneder set, at danskerne har lyttet til myndighederne, og det er jeg helt sikker på, at man også vil nu. Vi har også en god dialog med transportselskaberne og de faglige organisationer, og jeg forventer, at alle gør deres yderste, så omstillingen til den nye hverdag bliver så enkel som mulig. Der vil være mange spørgsmål, og det vil vi afklare løbende. For langt de fleste er det dog meget enkelt at bruge et mundbind eller visir, og dermed være med til at skabe en tryg afvikling af trafikken.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke siger: 

Vi oplever, at øget aktivitet og øget trængsel har medført et større smittetryk i flere byer. Selv om smitten er centreret i visse kommuner, kan vi også se, at antallet af kommuner, der har smitten, er steget de seneste uger. Derfor opgraderer vi med et krav om mundbind i den kollektive trafik. Værktøjerne er forskellige, afhængigt af udbruddets karakter. Vi er sammen med myndighederne klar med, hvad der skal til, for at stoppe smittekæderne. Ikke mindst for at skåne de særligt sårbare danskere, som er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb som følge af covid-19.

Kravet om mundbind eller visir gælder alle passagerer over 12 år. Nogle voksne vil af helbredsmæssige årsager kunne være undtaget fra kravet om mundbind eller visir. Kravet omfatter passagerer i busser, tog, metro, letbaner, samt flextrafik, flextur og på bus- og togstationer, metrostationer og ved letbanestoppesteder samt letbane stationer. Kravet omfatter også passagerer i den private kollektive trafik, herunder fjernbusser, færger og privat taxikørsel.

Kravet om enten mundbind eller visir gælder også for medarbejderne herunder buschauffører og billetkontrollører, når de er i kontakt med rejsende/kunder.

Befinder medarbejderne sig i et aflukke, hvor passagerne/kunderne ikke har adgang, fx i førerrummet på et tog, er der ikke krav om at bære værnemidler.

Transportvirksomhederne vil indføre rejseregler om, at rejsende skal bære mundbind eller visir i transportmidler og på stationer mv., og vil afvise passagerer der ikke lever op til kravet. Såfremt en passager skulle nægte at forlade transportmidlet, vil det blive håndteret af politiet.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet