Heunicke: Borgere skal sikkert hjem – og beredskabet står klar til at tage imod dem

31-01-2020

De borgere, der i de kommende dage ankommer efter hjemtransport fra Hubei-provinsen i Kina, viser ikke symptomer på at være smittet. Men sundhedsberedskabet står klar til at tage imod dem - og hvis der er den mindste tvivl, bliver indsatsen opgraderet, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

En gruppe borgere med tilknytning til Danmark bliver i løbet af de kommende dage transporteret hjem fra Kina. Transporten foregår i tæt samarbejde med de franske, britiske og spanske myndigheder. Når de ankommer til Danmark, står et velforberedt dansk sundhedsberedskab klar til at tage imod og sikre, at ingen af de hjemrejsende udviser symptomer på coronavirus.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke siger:

Det er vigtigt at sige, at de borgere, der i løbet af de kommende dage bliver transporteret ud af Hubei-provinsen og hjem til Danmark, ikke er konstateret smittede med coronavirussen. Vi transporterer dem ikke hjem, fordi de er smittet med coronavirus, men for at undgå at de bliver smittet med coronavirus.

Hjemtransporten af borgerne fra Kina til Danmark er nøje planlagt i et samarbejde mellem Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet. Borgerne vil blive transporteret hjem ad to omgange, og de første fire forventes at lande på europæisk jord fredag eftermiddag.

Herfra vil de blive transporteret til Danmark af det danske forsvar, og der vil være sundhedspersonale om bord på flyet. Så snart borgerne lander i Danmark, overtager det danske sundhedsberedskab ansvaret for at undersøge, at de fortsat ikke udviser symptomer på coronavirus.

Magnus Heunicke siger:

Det er ikke første gang, at vi skal håndtere følgerne af en virus som denne. Nu er vores opgave at få vores borgere sikkert hjem til Danmark og at sikre, at sundhedsberedskabet træder i kraft, så snart de lander i Danmark.

Herefter vil borgernes situation blive individuelt vurderet.

Hvis de fortsat ikke udviser symptomer på coronavirus, vil de blive transporteret hjem af det regionale beredskab. Er der den mindste tvivl om mulige symptomer, vil de blive transporteret direkte på Hvidovre Hospital, hvor der er højisolationsstuer. De danske sundhedsmyndigheder arbejder efter et forsigtighedsprincip, hvilket betyder, at indsatsen opgraderes, hvis der er tvivl.

For yderligere information kontakt:

Kommunikations- og pressechef Christian Lehmann på tlf. 26 80 40 26.