Puk Sabber spørger i Ekstra Bladet 14. marts, hvad der skal ske med socialt udsatte, når offentligt ansatte sendes hjem på grund af corona. Socialområdet er en af de kritiske funktioner i samfundet, hvor medarbejderne ikke sendes hjem. Jeg er helt enig med Puk Sabber i, at gadens folk er særligt sårbare af flere grunde i den nuværende situation.
Heldigvis kan vi allerede se, at medarbejdere, frivillige, civilsamfund, kommuner og mange flere gør en enorm indsats.
Herfra skal der lyder et stort tak til alle dem, der knokler for at beskytte vores udsatte medborgere i en svær tid! En af de vigtigste opgaver er at informere udsatte om situationen og forholdsregler og selvfølgelig sørge for hjælp, hvis de bliver syge. Jeg har derfor bedt socialtilsyn, kommuner og regioner sikre, at udsatte grupper får information om coronavirus.
Og at der er klarhed over, hvad man gør, hvis en af vores mest udsatte borgere bliver syg. Gennem lægevagt eller akuttelefon tager sundhedsvæsnet handling her. Det er kommunerne, der har ansvaret for, at hjemløse ikke er overladt til gaden, og det vil også være dem, der i samarbejde med sundhedsmyndighederne skal tage hånd om de hjemløse, der måtte blive syge.
Flere steder arbejdes der lige nu på beredskabsplaner og indsatser for hjemløse og andre udsatte.
Københavns Kommune åbnede fredag et nødherberg i Sydhavnen, og flere er på vej. I Aalborg har Kirkens Korshær sat nødberedskab op, så de kan opretholde bemandingen i deres varmestue. Det samme billede tegner sig i landets andre store byer. Og vi følger situationen tæt. Jeg har bedt Rådet for Socialt Udsatte lægge alle andre opgaver til side og hjælpe os med, at vi har tæt og løbende kontakt med de mest udsatte borgere og de mennesker, der er omkring dem.
For der vil opstå nye problemer, i takt med at situationen i den kommende tid udvikler sig. Vi vil ikke have alle svar på forhånd.
Men sammen med Rådet for Socialt Udsatte og organisationerne på området sørger vi for at få viden om problemerne, så snart de opstår, så vi kan finde løsninger. Gadens folk er ikke glemt.