Nye tiltag og restriktioner for at reducere smitteudviklingen i Nordjylland

05-11-2020

For at reducere smitteudviklingen i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø kommune, iværksættes en række lokale restriktioner og tiltag i de pågældende kommuner. Restriktionerne kommer i forlængelse af, at det i SSI’s seneste risikovurdering fra 3. november 2020 fremgår, at SSI for en særlig mutation (cluster 5) nu har fundet nedsat følsomhed overfor neutraliserende antistoffer. Dette kan potentielt have betydning for at en kommende COVID-19 vaccine ikke vil give optimal beskyttelse. Regeringen er derfor på vej med nye tiltag.

Regeringen har på baggrund af anbefaling fra sundhedsmyndighederne besluttet, at alle minkbesætninger i Danmark skal slås ned. Restriktionerne og tiltagene skal ses i denne sammenhæng, idet Statens Serum Institut har vurderet, at fortsat minkavl under en igangværende COVID-19-epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge COVID-19 med vacciner.

Indsatsgruppen for COVID-19-håndtering, herunder sundhedsmyndighederne, anbefaler i den forbindelse, at der iværksættes en række skærpede lokale restriktioner for at reducere smitteudviklingen. Regeringen har truffet beslutning om at gennemføre tiltagene.

Se faktaark med tiltag og restriktioner

De nødvendige regelændringer træder som udgangspunkt i kraft mandag den 9. november 2020, men alle opfordres øjeblikkeligt til at følge de nye retningslinjer. Restriktionerne er foreløbigt gældende til og med den 3. december 2020. Myndighederne følger udviklingen nøje.

På nationalt niveau iværksættes en omfattende sekventering af positive tests fra hele landet samt en målrettet smitteopsporing med henblik på at identificere og inddæmme smitte med muteret virus.

 

Læs mere på coronasmitte.dk:

De danske myndigheder har samlet alle informationer om coronavirus på coronasmitte.dk
Hvis du ikke kan finde svar her, kan du ringe til: telefon-hotline 7020 0233

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet