Der skal fart på vaccinationsindsatsen nu. Derfor opfordrer sundhedsminister, Magnus Heunicke, alle danskere, der har rundet fem en halv-månedsdagen for deres andet stik, til at få tredje stik hurtigst muligt.
Vi står lige nu over for omikronvarianten, som er enorm smitsom, og som er på vej til at overtage den danske epidemi. Derfor er det altafgørende, at vi får sat fart i vaccinationsudrulningen, så vi er rustet så godt, som muligt, til at stå imod vintermånederne med en mere smitsom virusvariant. Der er ledig kapacitet i vores vaccinationscentre, så det er bare med få tredje stik hurtigst muligt, siger sundhedsminister Magnus Heunicke.
Der er ledig kapacitet i de danske vaccinationscentre, og der bliver løbende frigivet flere tider, så der kan vaccineres flere mennesker.
Det er muligt at blive vaccineret mod covid-19 hos:
- Offentlige vaccinationscentre (med tidsbestilling via vacciner.dk).
- Nogle praktiserende læger (du kan bestille tid hos lægen, men nogle læger tilbyder også drop-in vaccination, hvor du kan møde op uden tidsbestilling. Du kan godt vælge en anden læge end din egen praktiserende læge, når du skal vaccineres).
- Private vaccinationscentre (uden tidsbestilling - mød bare op, hvis du har modtaget din invitation til 3. stik).
Sådan gør du:
- Book en tid på vacciner.dk til de offentlige vaccinationssteder, ved en hvilken som helst praktiserende læge, der tilbyder vaccination, eller mød op på et privat vaccinationssted eller hos en af de praktiserende læger med drop-in, hvor der ikke er tidsbestilling.
- Find dit nærmeste vaccinationssted her.
- Du kan se, hvornår du sidst blev vaccineret på sundhed.dk eller i de to app’s minsundhed eller coronapas.