Folketingets partier og regeringen iværksatte i april 2020 en vaccinationspakke, som skal bidrage til, at flere sårbare personer beskyttes mod alvorlige infektionssygdomme.
Vaccinationspakken indeholder blandt andet et tilbud om gratis vaccination mod pneumokokker til alle fyldt 65 år og til visse personer under 65 år i særlig høj risiko for alvorlig sygdom med pneumokokker. Pneumokokker er en gruppe af bakterier, der kan give lungebetændelse, blodforgiftning og hjernehindebetændelse.
Nu udvides tilbuddet, så gratis vaccination mod pneumokokker også kommer til at omfatte eksempelvis personer under 65 år med kronisk hjerte- eller lungesygdom.
Sundhedsminister Magnus Heunicke siger:
”Vi udvider nu tilbuddet om gratis pneumokokvaccination, så vi kan beskytte endnu flere sårbare borgere mod at blive ramt af en alvorlig infektionssygdom. Målet er at nedbringe antallet af sårbare patienter, som også kan rammes af andre alvorlige infektionssygdomme end corona. Netop det er særligt vigtigt nu, da det kan medvirke til at dæmpe presset på vores sundhedsvæsen henover vinteren.”
Følgende grupper bliver nu – uanset alder - omfattet af tilbuddet:
- Personer med diabetes mellitus
- Personer med kronisk hjertesygdom
- Personer med kronisk lungesygdom
- Personer med kronisk nyresygdom
- Personer med kronisk leversygdom
- Svejsere (personer, hvis erhverv omfatter at svejse)
Både de eksisterende og de nye målgrupper kan blive vaccineret hos egen læge, på apoteker og på private vaccinationsklinikker. Ved tvivl om hvorvidt man tilhører målgruppen, skal man kontakte sin egen læge.
Det udvidede tilbud om pneumokokvaccination er gældende fra onsdag d. 15. december, hvor bekendtgørelsen træder i kraft.
Læs bekendtgørelsen her.