Regler om møder i kommuner og regioner under corona genindføres

09-12-2021

Indenrigs- og boligministeren har underskrevet en ny bekendtgørelse om møder i byråd og regionsråd under corona.

Bekendtgørelsen genindfører de regler, der var gældende indtil den 1. juli 2021. Det betyder blandt andet, at borgmesteren eller regionsrådsformanden igen vil kunne beslutte, at et møde skal holdes virtuelt. Borgerne skal også stadig kunne følge med i byråds- og regionsrådsmøderne. Derfor skal møderne enten transmitteres, eller en lyd- eller videooptagelse af mødet skal offentliggøres hurtigt efter, at det er slut.

Reglerne skal sikre, at de politiske møder fortsat kan holdes. Samtidig skal det kunne ske på en måde, der gør det muligt at overholde regler og anbefalinger imod smitte. Genindførelsen af reglerne skal ses i lyset af epidemiens aktuelle udvikling med høje smittetal og nye restriktioner.

Reglerne gælder for 4 uger. Folketingets Epidemiudvalg har udtalt sig for udstedelse af reglerne.

Læs bekendtgørelsen i boksen her på siden.

Det følger af epidemiloven, at ministeriet skal offentliggøre Epidemikommissionens indstilling om reglerne. Denne findes ligeledes i boksen her på siden.

Yderligere oplysninger

Pressechef Poul Aarøe Pedersen
Telefon: 29329847
E-mail: poa@im.dk