Årets hjemløsetælling udskydes til 2022 på grund af COVID-19

14-01-2021

På grund af coronakrisen vil hjemløsetællingen, som normalt foretages hvert andet år, først finde sted i 2022. Social- og indenrigsminister Astrid Krag er ærgerlig over at måtte udskyde den vigtige måling.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag udskyder nu hjemløsetællingen, som hvert andet år i uge 6 gør status over antallet af hjemløse i Danmark. Det sker på anbefaling fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som står for optællingen.

Årsagen er, at kommuner og sociale tilbud på grund af COVID-19 har meget svært ved at afsætte ressourcer til opgaven på nuværende tidspunkt, hvor der pågår et stort arbejde med at forebygge smitte blandt nogle af de allermest udsatte mennesker. VIVE vurderer derfor ikke, at optællingen ville give et pålideligt resultat.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag er ærgerlig, men har forståelse for, at det er nødvendigt at udskyde:

Langt færre mennesker i Danmark skal være hjemløse, og det er et arbejde, som regeringen kommer til at prioritere højt i de kommende år. Det kræver, at vi kender problemernes omfang, så vi ved, hvor vi skal sætte ind. Hjemløsetællingen er et af vores vigtigste redskaber, da den går i dybden med de forskellige målgrupper og årsagerne til hjemløshed. Det er ærgerligt at udskyde, men vi står i en helt ekstraordinær situation, hvor der er behov for at fokusere alle kræfter på at undgå smittespredning blandt de allermest udsatte i vores samfund, og et socialområde, der i lang tid har været og stadig er under hårdt pres. Derfor giver det også bedst mening helt at udskyde frem for at fastholde en tælling i år, som desuden heller ikke vil give et pålideligt resultat.”

- Astrid Krag

Grunden til, at hjemløsetællingen udskydes til 2022 frem for senere på året, er, at flere hjemløse i de kolde måneder befinder sig på væresteder og herberger. Derfor foretages hjemløsetællingen altid i uge 6, hvilket også gør resultaterne fra de forskellige år sammenlignelige.

Hjemløsetællingen foregår ved, at medarbejdere på f.eks. botilbud, væresteder, jobcentre og andre sociale tilbud udfylder et spørgeskema for hvert hjemløse menneske, som de møder i uge 6. Herefter behandler VIVE oplysningerne og udgiver hjemløsetællingen.

Den seneste tælling blev foretaget i 2019, hvor der var 6.431 personer i hjemløshed.

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke sms)