Danmark køber 1,17 mio. doser Pfizer-BioNTech COVID-vacciner fra Rumænien

29-06-2021

Danmark har indgået en aftale om køb af 1,17 mio. doser Pfizer-BioNTech COVID-vacciner fra Rumænien. Vaccinerne vil kunne indgå i det generelle vaccinationsprogram i Danmark og dermed fremskynde at flere bliver færdigvaccineret hurtigt.

Muligheden for købet er foranlediget af, at Rumænien for tiden oplever en lav vaccinationstilslutning, hvorfor landet har overskydende vaccinedoser, som de ønsker at sælge.

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger:

Med de indkøbte vacciner fra Rumænien kan flere danskere blive færdigvaccineret hurtigt. Det er ikke mindst vigtigt, nu hvor vi desværre har en mere smitsom deltavariant, som først blev fundet i Indien, men som i øjeblikket breder sig hastigt i Danmark og resten af verden. Vi kan lave aftalen, fordi Rumænien oplever en lav vaccinationstilslutning, og derfor ønsker at sælge overskydende vacciner, som de ikke får brugt.

Den endelige planlægning af pakning og transport af vaccinerne foregår stadig, men Statens Serum Institut - der forestår købet og logistikken – forventer at de første vacciner eventuelt allerede kan være i Danmark i denne uge.

Sundhedsstyrelsen vil opdatere vaccinationskalenderen på baggrund af de ekstra vacciner fra Rumænien.

Udenrigsminister Jeppe Kofod siger:

Takket være godt diplomatisk samarbejde og gode relationer mellem Danmark og Rumænien er det nu lykkedes at indgå en aftale om, at vi køber nogle af Rumæniens overskydende vacciner til vores eget vaccinationsprogram. Jeg er meget glad for, at det er lykkedes, og der skal lyde en stor tak til Rumænien for det gode samarbejde. Ligesom Danmark løbende har doneret og udlånt overskydende vacciner til andre lande, er denne aftale også et stærkt signal om europæisk og internationalt samarbejde i kampen mod corona.

For yderligere information kontakt pressevagt@sum.dk

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet