Thomas Senderovitz har været direktør i Lægemiddelstyrelsen siden 2016. Her har han stået i spidsen for konsolideringen af den nye lægemiddelstyrelse, der blev gendannet i efteråret 2015 efter at have været en del af Sundhedsstyrelsen fra 2012 til 2015. Lægemiddelstyrelsen er i dag en fagligt stærk internationalt respekteret styrelse, og Thomas Senderovitz har som formand for netværket af europæiske lægemiddelstyrelser HMA (Heads of Medicines Agencies) også sat sit præg på lægemiddelreguleringen på EU-plan.
Mette Aaboe Hansen konstitueres som direktør i Lægemiddelstyrelsen indtil videre. Mette Aaboe Hansen er cand. jur. og har haft en række forskellige lederstillinger i Lægemiddelstyrelsen, senest som faglig direktør for Center for Lægemiddelgodkendelse og Overvågning.