Et yderligere tilfælde af abekopper i Danmark

16-06-2022

Statens Serum Institut har konstateret endnu et tilfælde af abekopper. Det bringer det samlede antal op på otte danske tilfælde.

Der er kendt smittekilde til det nye tilfælde, og her er smitten formentlig sket i udlandet. Styrelsen for Patientsikkerhed har derudover identificeret smittekilden for det tredje af gårsdagens tilfælde af abekobber. Her er der forbindelse til et tidligere smittetilfælde og derfor fortsat ikke samfundsmitte.

Danmark har efter rådgivning fra sundhedsmyndighederne indkøbt omkring 3000 abekoppevacciner, som leveres torsdag den 16. juni 2022. Danmark har i forvejen modtaget 200 doser fra Holland, hvor vi endnu kun har haft behov for at benytte en mindre del, i det der på nuværende tidspunkt er givet vaccine til fire personer.

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger:

Vi er nu oppe på otte danske tilfælde af abekopper. Vi følger naturligvis fortsat udviklingen tæt. Nu får vi leveret yderligere vacciner mod abekopper, så myndighederne kan tilbyde nære kontakter, hvor det er relevant. Myndigheder vurderer ikke, at der på nuværende tidspunkt er risiko for bred samfundsmitte. Men vi har naturligvis en stor opgave i at inddæmme og opspore smitten i hvert eneste tilfælde.

Den 25. maj offentliggjorde Statens Serum Institut en risikovurdering af udviklingen i smitte med abekopper. Læs risikovurderingen her

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet retningslinjer til sundhedsvæsenet, om hvordan de skal håndtere sygdommen. Læs seneste version her.

Statens Serum Institut har nu i alt konstateret ni tilfælde af abekopper i Danmark, men da en af de smittede er bosat i Sverige, tæller et af tilfældene ikke med i den danske opgørelse.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet