Hvert år har private landsdækkende foreninger og organisationer mulighed for at søge om midler fra puljen til sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse.
I år udmønter sundhedsminister Magnus Heunicke 44,8 mio. kr. til projekter på baggrund af indstilling fra Sundhedsstyrelsen.
Magnus Heunicke siger:
I Danmark er vi så heldige at have en lang række foreninger og organisationer, der hver dag gør en stor forskel for danskernes sundhed. Fysisk og mentalt. Puljen for sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse er en årlig mulighed for at give midler og ekstra liv til nogle af dem. I år tildeles der blandt andet midler til projekter, som skal forebygge fødselsdepression hos fædre, udskyde børn og unges alkoholdebut samt styrke børn og unges mentale sundhed.
De 44,8 mio. kr. går til projekter inden for følgende områder:
- Seksuel sundhed
- Alkoholforebyggelse
- Astma og allergi
- Mental sundhed
- Forebyggelse af brug af doping
- Tværkommunale netværk for sundhedsfremme og forebyggelse
- Monitorering
- Fysisk aktivitet
- Tobaksforebyggelse
Du kan hér se listen over årets nye modtagere af midler, og hér puljelisten fra 2021, hvor de flerårige projekter har genansøgt og igen i år modtager midler.