Regeringen har på baggrund af en anbefaling fra Sundhedsstyrelsen valgt at forlænge tilbuddet om gratis kighostevaccination til gravide, som stod til at udløbe 31. marts 2022. Tilbuddet bliver foreløbigt forlænget til 31. december 2022.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide bliver vaccineret mod kighoste. Kighostevaccination i graviditeten er sikker for både mor og barn, og medfører god beskyttelse af barnet mod kighoste i månederne efter fødslen. Vaccinen givet som ét stik og fås hos egen læge.
Sundhedsminister Magnus Heunicke siger:
”Kighostevaccinen er velafprøvet, sikker og effektiv. Vaccinen giver høj beskyttelse hos spædbørn og giver forældre en ekstra tryghed og spædbørn en god start på livet. Derfor forlænger vi nu det gratis tilbud.”
Forekomsten af kighoste har været lav de seneste par år, hvilket bl.a. kan tilskrives foranstaltninger under covid 19-pandemien. Den fremtidige forekomst af kighoste er derfor forbundet med en vis usikkerhed, hvorfor det er Sundhedsstyrelsens anbefaling at forlænge det gratis tilbud.
Se bekendtgørelsen her.