Det er nu muligt at købe en covid-19-vaccine

14-11-2022

Fra i morgen den 15. november 2022 er der mulighed for booster-vaccination med covid-19-vaccine mod egenbetaling. Borgere skal orientere sig i lokalområdet for at finde tilbud om vaccination i nærheden af, hvor de bor.

Borgere uden for risikogruppen kan fra i morgen d. 15. november 2022 selv købe en variantopdateret covid-19 booster-vaccination hos en udbyder.

Det sker efter, at regeringen i september besluttede at etablere en egenbetalingsordning, så personer udenfor målgruppen for det offentlige vaccinationsprogram, kan beslutte at købe vaccinationen, hvis de ønsker det.

Som borger kan man på coronasmitte.dk under siden "Vaccination" se, hvilke udbydere, der tilbyder egenbetalt vaccination. 

Læs mere her (Hjemmesiden vil blive opdateret løbende)

Man skal være opmærksom på, at det kun er de virksomheder, praktiserende læger og apoteker, der selv har valgt at gå ind i ordningen, som tilbyder vaccinationen.

Der frigives Pfizer’s Comirnaty-vaccine og Modernas SpikeVax-vaccine til egenbetaling. Begge vacciner er godkendte variantopdaterede BA.1-vacciner, som Sundhedsstyrelsen vurderer er effektive vacciner.

Staten sælger vaccinerne til en reduceret pris, der alene dækker Statens Serum Instituts håndteringsomkostninger til pakning, transport mv. Slutprisen for forbrugeren fastsættes derefter af den enkelte vaccinatør, ligesom det er praksis med eksempelvis rejsevacciner. Den samlede pris for en vaccination kan derfor variere.

For yderligere information om de konkrete vaccinationstilbud, priser m.m. henvises derfor til de aktører, som udbyder vaccinationen.

Læs mere om beslutningen om at tilbyde vaccination mod egenbetaling her

Pressehenvendelser

Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk