På baggrund af en indstilling fra Sundhedsstyrelsen bliver tilbud om gratis kighostevaccination til alle gravide gjort permanent.
Tilbuddet blev indført midlertidigt i 2019 på grund af en kighosteepidemi. Siden er tilbuddet blevet forlænget af flere omgange, men det gøres med finansiering på finansloven 2024 nu permanent.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
Kighoste kan være en alvorlig sygdom for mindre børn, og derfor er kighostevaccination en fast del af børnevaccinationsprogrammet. Hvis nyfødte og spædbørn bliver smittet, før de bliver vaccineret de første gange inden for deres første leveår, kan de få et alvorligt sygdomsforløb. Det kan undgås ved at vaccinere gravide, og derfor har vi nu sat penge af, så tilbuddet om gratis vaccination af gravide bliver permanent allerede fra næste år. Dermed kan forældre bedst muligt beskytte deres nyfødte børn mod kighoste."
Når den gravide modtager vaccination under graviditeten, yder vaccinationen beskyttelse af det nyfødte barn.
Hos spædbørn, der ikke er vaccinerede, kan kighoste have et alvorligt og i værste fald livstruende forløb. Kighoste anses ikke for at være farlig for andre aldersgrupper med et normalt immunsystem.
Læs mere om kighoste her:
https://www.ssi.dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/sygdomsleksikon/k/kighoste
https://www.ssi.dk/vaccinationer/boernevaccination