Nye aftaler for dansk life science på plads

21-11-2024

Regeringen og en bred aftalekreds i Folketinget har forhandlet to nye aftaler på plads, der skal bidrage til en fordobling af den danske life science-industri og sætte fart på udbredelsen af nye sundhedsløsninger.

Danmark har gennem de senere år haft en stor vækst i life science-industrien. Samtidig er den globale konkurrence om investeringer og arbejdspladser skærpet, og hastighed, smidig regulering og gode forhold for forskning og udvikling er centrale. Derfor er regeringen og en bred aftalekreds med Konservative, SF, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Radikale Venstre nu blevet enige om to nye aftaler, der skal styrke dansk life science.

Med aftalen om rød løber for produktionsvirksomheder bliver vejen til at etablere eller udvide produktionsfaciliteter i Danmark nemmere. Og med aftalen om life science-strategien lægges fundamentet for, at Danmark som førende life science nation i Europa kan styrke samarbejdet på tværs af den offentlige og private sektor og ruste sundhedsvæsenet til en fremtid med mangel på arbejdskraft og et større pres med flere patienter.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde:

De nye aftaler på life science-området vil bidrage til, at vi bedre kan håndtere de udfordringer, vi står over for i sundhedsvæsenet, hvor flere får brug for behandling og pleje i de kommende år. Med aftalerne kan vi bl.a. styrke rammerne for den kliniske forskning herhjemme og samarbejdet på tværs af det offentlige og private. Og vi kan sætte fart på udbredelsen af nye teknologier og innovative sundhedsløsninger, som både kan øge kvaliteten i patientbehandlingen og frigive tid hos sundhedspersonalet.


Læs pressemeddelelsen på Erhvervsministeriets hjemmeside her.