Når drømmen om en familieforøgelse brister efter flere mislykkede fertilitetsforsøg, kan det være svært at holde liv i håbet om at få et barn igen.
Men nu bliver det nemmere for enlige og par, der allerede har fået hjælp til ét barn, at blive forældre til endnu et. Regeringen og Danske Regioner er nemlig enige om at udvide tilbuddet om fertilitetsbehandling til barn nummer to, så man fremover kan få op til seks graviditetsforsøg uden egenbetaling. Det er dobbelt så mange som i dag.
Aftalen skal give flere familier bedre muligheder for at få en lillebror eller lillesøster, siger Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde:
For mange stopper drømmen om en familie ikke ved første barn. Men mange forældre oplever, at den drøm bliver sat på pause, når de har fået deres første barn, fordi mulighederne for at få hjælp til en lillebror eller en lillesøster har været begrænsede. Vi vil gerne hjælpe flere til at få den børnefamilie, de drømmer om, og derfor vil par og enlige fra årsskiftet kunne få dobbelt så mange betalte fertilitetsforsøg til barn nummer to.
Formand for Danske Regioner, Anders Kühnau, siger:
Det er rigtigt godt nyt for barnløse, at de nu får mulighed for flere fertilitetsforsøg. Det øger chancen for at stifte den familie, de ønsker sig. Vi er glade for ekstra ressourcer til fertilitetsområdet, så det dygtige og dedikerede personale kan hjælpe endnu flere med at blive gravide.
I dag bliver omkring hvert niende barn i Danmark født med hjælp fra fertilitetsbehandling. Samtidig viser erfaringerne, at chancen for graviditet stiger, når antallet af forsøg øges.
Fertilitetsområdet er blevet styrket markant de seneste år. Udover det nye tiltag med op til dobbelt så mange forsøg til barn nummer to, har regeringen fordoblet antallet af fertilitetsforsøg til første barn og indført fertilitetsbehandling til andet barn uden egenbetaling.
Muligheden for at få op til seks fertilitetsforsøg til barn nummer to uden egenbetaling er en del af finanslovsaftalen for 2026. Det udvidede tilbud gælder fra 1. januar 2026.
Læs udmøntningsaftale om flere forsøg til fertilitetsbehandling til andet barn.