Smitte med RS-virus kan føre til både alvorlig sygdom og sygehusindlæggelse for spædbørn.
Luftvejsinfektionen, som særligt udgør en risiko for spædbørn under tre måneder, kan endda i sjældne tilfælde forårsage dødsfald.
Derfor afsatte regeringen tidligere i år et millionbeløb til et nyt sæsonbaseret vaccinationsprogram mod RS-virus til gravide.
Vaccinationstilbuddet blev sat i gang i oktober, og det nye tilbud er efterspurgt. 61 procent af de gravide i målgruppen har pr. 16. december taget imod tilbuddet om vaccination.
Det kan give nybagte forældre søvnløse nætter og mange bekymringer at have et sygt spædbarn og blive indlagt på et sygehus. Derfor vil vi gerne give gravide mulighed for at forebygge, at deres nyfødte bliver smittet, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde og fortsætter:
De mange sygehusindlæggelser er også en stor belastning for børneafdelingerne og personalet, der i vintermånederne kan være hårdt presset. Og det har stor betydning, at vi nu kan forebygge mange af indlæggelserne med en høj tilslutning til det nye vaccinationsprogram. Derfor er det positivt, at så mange gravide allerede nu har valgt at tage imod tilbuddet om vaccination mod RS-virus.
Gravide bliver tilbudt vaccinen i forbindelse med graviditetsundersøgelsen hos egen læge i 32. graviditetsuge, og det er muligt at blive vaccineret helt frem til og med 36. graviditetsuge.
Regeringen afsatte med finansloven 35,9 millioner kroner i 2026 og 40,2 millioner kroner årligt i 2027 og frem til at indføre det nye vaccinationsprogram mod RS-virus.
Efterfølgende har regeringen afsat 27,3 millioner kroner til en fremrykning af vaccinationsprogrammet, så det kunne starte allerede i oktober 2025.