Regeringen tager første skridt mod færre salgssteder med tobak og nikotin

04-07-2025

Børn og unge eksponeres i for høj grad for tobak og nikotinprodukter, der i dag kan købes i 7.000 fysiske butikker. Regeringen vil derfor reducere antallet af salgssteder og tager nu første skridt til en grundig undersøgelse af, hvordan det bedst kan ske.

Rygning er en af de største årsager til kræft, og nikotin kan skade hjernen hos unge mennesker.

Alligevel er det i dag muligt at købe cigaretter og nikotinposer i rigtig mange butikker i Danmark. Det vil regeringen ændre på. Fremover skal der være færre salgssteder, hvor det er muligt at købe tobak og nikotinprodukter. Initiativet er en del af Kræftplan V, der blev præsenteret i maj.

Opgaven med at analysere hele området grundigt er netop sendt i udbud, og analysearbejdet skal danne grundlag for den politiske beslutning om, hvordan antallet af forhandlere kan reduceres.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

I dag er der stort set ingen regulering af, hvor der må sælges tobak og nikotin. Det vil vi ændre, for der er tale om stærkt sundhedsskadelige og afhængighedsskabende produkter, og vi ved, at tilgængelighed har stor betydning for forbruget. Derfor vil vi gøre det sværere at få fat i cigaretter og nikotinposer ved at reducere antallet af forhandlere, så børn og unge i langt mindre grad eksponeres for tobak og nikotinprodukter.

Lige nu er der omkring 7.000 fysiske salgssteder af tobak og nikotin i Danmark. Produkterne sælges bredt fra supermarkeder, kiosker og tankstationer og desuden via online-butikker. Analysen skal komme med mulige modeller til, hvordan det antal kan nedbringes, så tilgængeligheden begrænses for særligt børn og unge. Men det skal ske på en balanceret måde, så voksne forbrugere i hele landet fortsat har adgang til produkterne.

Analysen skal derfor omfatte både fysiske butikker og onlinesalg og tage højde for den grafiske spredning af fysiske salgssteder samt belyse konsekvenserne for erhvervslivet ved at reducere antallet af forhandlere.

Sophie Løhde tilføjer:

Når vi skærer ned på antallet af salgssteder med tobak og nikotin, skal vi gøre det på en fornuftig måde, og jeg er åben for at kigge på alle muligheder. Det kan være alt fra en ordning, hvor forhandlerne skal have licens til at sælge nikotin og tobak, eller et forbud mod salg fra visse butikstyper eller i bestemte tidsrum. Det vigtigste for mig er, at vi begrænser tilgængeligheden for børn og unge, så færre begynder at ryge eller blive afhængige af nikotinprodukter.

Analysen forventes afsluttet i august 2026. På baggrund af analysen vil regeringen tage stilling til, hvilke konkrete tiltag der skal gennemføres for at begrænse antallet af salgssteder.

Opgaven er sendt i udbud via Staten og Kommunernes Indkøbsservice.

Læs mere om Kræftplan V

Læs opgavebeskrivelsen for udbuddet

Læs vurderingsskema til udbuddet

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk