Nu ændres reglerne om organdonation: Millioner af danskere får brev

01-06-2025

I dag træder en ny samtykkemodel for organdonation i kraft, som betyder, at alle danskere over 18 år fremover automatisk registreres som potentielle donorer. Man skal imidlertid bekræfte registreringen i Organdonorregisteret for at blive donor. Samtidig sender Indenrigs- og Sundhedsministeriet breve til knap fem millioner danskere for at få flere til at tage stilling til organdonation.

Der er mangel på nyrer, lunger og andre livsvigtige organer, og hvert år mister flere alvorligt syge danskere livet, mens de står på venteliste til at få et nyt organ.

I 2024 var der 15 mennesker, der døde, mens de ventede på et nyt, livgivende organ. I 2023 var tallet 28. Lige nu er der omkring 400 danskere, der står på venteliste til et nyt organ i håb om at de får en chance til at få livet tilbage.

For at få flere danskere til at tage aktiv stilling til organdonation, har et bredt flertal i Folketinget indført en ny samtykkemodel for organdonation. Den nye lov gælder fra 1. juni og betyder, at alle danskere over 18 år nu registreres som potentielle organdonorer i Organdonorregistret. Men man skal aktivt bekræfte, om man ønsker at være organdonor eller ej, før registreringen gælder.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet sender et brev til op mod fem millioner borgere for at gøre opmærksom på de nye samtykkeregler og få flere til at tage stilling til organdonation.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Hver gang vi taler om organdonation, så er der flere, der tager stilling til, om de vil donere deres organer. Det viser, at det gør en forskel, når vi oplyser om organdonation og opfordrer danskerne til at tage den svære snak om, hvad der skal ske, hvis man kommer ud for eksempelvis en trafikulykke og ens liv ikke står til at redde, og spørgsmålet om organdonation bliver aktuelt. Derfor sender vi breve til danskerne, og jeg håber, at det får endnu flere til at tage stilling til organdonation og registrere, om de vil være organdonorer.

Det er anden gang, at der tikker et brev om organdonation ind i eBoks eller i postkassen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet. I december sidste år sendte ministeriet også et brev til alle voksne danskere med information om den nye samtykkemodel med en opfordring til at tage stilling til organdonation.

Det brev fik danskerne til tasterne, og alene i løbet af december 2024 og januar 2025 var der godt 155.000 danskere, der tog stilling og for første gang registrerede deres holdning til organdonation i Organdonorregistret. I december året før var der til sammenligning knap 2.500 førstegangsregistreringer.

Undersøgelser viser, at de fleste danskerne er positive over for organdonation. Alligevel har færre end hver tredje dansker registreret deres valg i Organdonorregistret. Det kan stille de pårørende i et svært dilemma, hvis et familiemedlem kommer ud for en ulykke, og spørgsmålet om organdonation bliver aktuelt.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Jeg har fuld respekt for, at vi har forskellige holdninger til det at være organdonor, og det er selvfølgelig helt op til den enkelte, om man ønsker at være organdonor. Selvbestemmelsesretten over ens egen krop og organer ændrer vi ikke ved, men vi håber, at flere danskere vil tage stilling til organdonation og give deres holdning til kende. Det gør en kæmpe forskel for dem, der går og venter på et nyt organ, og kan også være en stor hjælp for de pårørende, hvis de en dag pludselig mister et familiemedlem og står i en svær situation.

Den nye samtykkemodel for organdonation skal bidrage til, at flere får mulighed for at få livet tilbage og er en del af den nationale handleplan Fælles om at give livet tilbage.

Omkring 1,58 millioner danskere har allerede registreret deres valg i Organdonorregistret. Knap 1,4 millioner har givet fuld eller begrænset tilladelse til organdonation, mens godt 142.000 har fravalgt organdonation. Cirka 37.000 danskere har registreret, at de ikke ved, om de vil donere deres organer.

Siden de første breve blev sendt ud i december har godt 105.000 danskere bekræftet, at de ønsker at være organdonorer og givet fuld eller delvis tilladelse til organdonation. Samtidig har knap 59.000 danskere registreret, at de ikke ønsker at være organdonorer.

Se brev til personer der allerede har taget stilling

Se brev til personer der ikke har taget stilling til organdonation

FAKTA: Sådan registrerer du dit valg

Du kan registrere, om du ønsker at donere organer digitalt ved at logge ind på sundhed.dk. Her kan du aktivt bekræfte, om du ønsker at være organdonor med fuld eller begrænset tilladelse, eller om du vil fravælge organdonation.

Du kan til enhver tid se og ændre din registrering, hvis du ændrer mening.

Alle borgere over 18 år, der ikke har registreret deres valg, vil fra i dag og fremover være registreret med "fuld tilladelse – ikke bekræftet". Der vil dog kun blive udtaget organer, hvis der er samtykke, og dine pårørende vil altid blive spurgt, hvis du ikke selv har taget stilling.

Har du allerede registreret dit valg, ændres der ikke noget for dig.

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk