Mandag eftermiddag var indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde vært for et møde med Anna Wangenheim, Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap for Grønland.
Wangenheim har været medlem af Grønlands parlament, Inatsisartut, siden 2021 for Demokraterne og blev efter det seneste parlamentsvalg i marts i år udnævnt til minister.
Det var første gang, de to sundhedsministre mødtes. Og på mødet drøftede Løhde og Wangenheim blandt andet det igangsatte arbejde med reformen af det grønlandske sundhedsvæsen.
Sophie Løhde siger:
Jeg vil gerne takke Anna Wangenheim for et godt og konstruktivt møde. Det grønlandske sundhedsvæsen er under pres og står over for en række grundlæggende forandringer de kommende år. Det arbejde vil den danske regering gerne understøtte, ligesom vi gerne vil hjælpe med at gennemføre den fremtidige sundhedsreform, så det grønlandske sundhedsvæsen kan tilpasses og forbedres til gavn for patienterne. Jeg ser frem til et fortsat tæt samarbejde.
Anna Wangenheim siger:
Den gode dialog og det konstruktive samarbejde er nødvendig for at sikre, at grønlandske borgere i Grønland såvel som i Danmark kan få lige – og ikke mindst bedre adgang til sundhedsydelser i Grønland såvel som i Danmark. Det var en fornøjelse at indlede de gode drøftelser med den danske sundhedsminister og italesætte, at vi i Grønland er nået til et punkt, hvor det er bydende nødvendigt at få prioriteret ressourcer til at oparbejde og udvikle kapaciteten af det grønlandske sundhedsvæsen til gavn, tryghed og sikkerhed for alle borgerne.
I forlængelse af mødet i Indenrigs- og Sundhedsministeriet besøgte Sophie Løhde og Anna Wangenheim Det Grønlandske Patienthjem i København, hvor grønlandske patienter og pårørende indkvarteres før og efter hospitalsbehandling eller ambulant undersøgelse i Danmark.
Grønland sender årligt op til 1.500 patienter til Danmark, så de kan modtage specialiseret behandling for eksempelvis kræft. Hovedparten af patienterne behandles i Region Hovedstaden.
Derudover er der et udbredt samarbejde mellem det grønlandske og danske sundhedsvæsen inden for psykiatrien med blandt andet Region Midtjylland.