357 millioner kroner. Så mange penge nedsættes de kommunale skatter med næste år. Det viser en foreløbig opgørelse på baggrund af de kommunale budgetter for 2026, der nu er vedtaget i alle landets kommuner.
Indberetningerne af skatteoplysninger til Indenrigs- og Sundhedsministeriet viser, at i alt ni kommuner sætter skatten ned for 2026, mens der ikke er nogen kommuner, som hæver skatten for næste år.
Og det glæder indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde:
Det er en god nyhed, at en række kommuner har fundet plads i deres budgetter til at sænke skatten fra næste år og sender penge tilbage til borgerne og erhvervslivet i kommunen.
Der skal være plads til, at det lokalt er muligt at justere skatten både op og ned, men det er vigtigt, at kommuneskatten samlet set ikke stiger. Jeg er derfor meget tilfreds med, at kommunerne har sikret, at skatterne enten falder eller bliver holdt i ro i de sidste to års budgetter.
I år er der fem kommuner, der har søgt om og fået tildelt en ramme til nedsættelser af indkomstskatten med tilskud. Det drejer sig om Københavns, Frederiksberg, Gentofte, Rudersdal og Frederikssund Kommuner.
Skattenedsættelserne omfatter tre kommunale skatter: Indkomstskat, grundskyld og dækningsafgift af erhvervsejendomme.
Se tabel over ændringer i den kommunale skattesatser 2025-2026:
Se tabel over kommunernes skatteudskrivning for 2026