Kronisk syge i fokus: Regeringen inviterer til borgermøde om bedre hjælp til mennesker med kroniske lidelser

24-10-2025

Som led i sundhedsreformen vil regeringen indføre nye kronikerpakker, som skal sikre, at danskere med eksempelvis KOL, diabetes og hjertesygdom, får den bedst mulige behandling og støtte til at håndtere deres sygdom. For at tale med de mennesker, regeringen vil hjælpe, inviterer statsministeren, indenrigs- og sundhedsministeren og kulturministeren til borgermøde i Haslev.

Hver femte dansker lever i dag med diabetes, KOL, hjertesygdom eller en anden kronisk sygdom, hvor livslang behandling er en uundgåelig del af hverdagen.

Mange kan heldigvis leve et godt og aktivt liv, hvor sygdommen ikke fylder så meget i dagligdagen, men for andre kan livet med kronisk sygdom være svært. De skal have bedre og sammenhængende behandling samt hjælp til at mestre deres sygdom.

Med sundhedsreformen har regeringen og aftalepartierne derfor aftalt, at der indføres fem pakkeforløb for mennesker med kronisk sygdom, som blandt andet vil give ret til en personlig behandlingsplan.

For at tale med dem, det handler om, og få direkte input til kronikerpakkerne, inviterer statsminister Mette Frederiksen, indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde samt kulturminister Jakob Engel-Schmidt til borgermøde.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Det kan være hårdt at få at vide, at man har en kronisk sygdom, som man skal leve med resten af livet. Derfor er det vigtigt, at man kan få den rette behandling og hjælp til håndtere sin sygdom i hverdagen. Det er vi desværre ikke gode nok til i dag, og derfor er vi på vej med nye kronikerpakker. Og jeg glæder mig til at få værdifulde input til, hvordan pakkeforløbene kan skrues sammen, så de forbedrer livet for de tusindvis af danskere med eksempelvis diabetes eller KOL.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

Det er fuldstændig afgørende, at vi sikrer bedre hjælp til den kæmpestore gruppe af danskere, der lever med en kronisk sygdom og som er afhængig af behandling. Desværre må vi bare konstatere, at hjælpen ofte ikke er god nok, og det er uacceptabelt. For patienterne – og deres pårørende – står i en afsindig svær situation, når den kroniske sygdom har bidt sig fast. Jeg glæder mig til at lytte til blandt andet borgere fra Haslev og omegn og blive klogere på, hvordan vi kan gøre det endnu bedre. Det er nemlig bydende nødvendigt.

Borgermødet finder sted i Haslev den 27. oktober, hvor blandt andre borgere med kroniske sygdomme, deres pårørende og repræsentanter for en række patientforeninger vil få lejlighed til at gå i dialog med de tre ministre.

FAKTA: Kronikerpakker

Som led i sundhedsreformen skal der udvikles der fem sygdomsspecifikke kronikerpakker.

De første pakker målrettes mennesker med KOL og kroniske lænderyg-smerter. Efterfølgende indføres der pakker rettet mod mennesker med type 2-diabetes, hjertesygdomme og kompleks multisygdom.

Sundhedsstyrelsen er i øjeblikket i gang med at udarbejde de faglige rammer for indholdet i kronikerpakkerne med bred inddragelse af blandt andet eksperter og patientforeninger, der har mulighed for at komme med input.

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk