Under sit besøg i Grønland i denne uge skal Ida Auken blandt andet mødes med nogle af de kvinder, der er direkte berørte af antikonceptionssagen, og med Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap, Anna Wangenheim.
Adgangen til sundhedstilbud i Danmark skal gøres nemmere for grønlandske patienter, der sendes til Danmark for at modtage behandling. Samtidig skal der arbejdes videre med at sikre bedre bemanding af sundhedspersonale i det grønlandske sundhedsvæsen.
Det er blandt de centrale emner, når sundhedsminister og kirkeminister Ida Auken i denne uge rejser til Grønland for at mødes med Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap, Anna Wangenheim, og drøfte, hvordan samarbejdet mellem Grønland og Danmark kan styrkes.
Rejsen kommer umiddelbart efter vedtagelsen af lovforslaget om den danske godtgørelsesordning til de berørte kvinder i antikonceptionssagen. Under besøget skal Ida Auken mødes med nogle af kvinderne.
I forbindelse med vedtagelsen af lovforslaget om den danske godtgørelsesordning mødtes jeg i København med flere af de berørte grønlandske kvinder. Det gjorde et dybt indtryk på mig. Kvinderne blev som helt unge frataget noget så grundlæggende som retten til at bestemme over deres egen krop.
Nu ser jeg frem til at mødes med flere af de berørte kvinder i Grønland og personligt høre deres fortællinger. Det ligger mig meget på sinde at vise min støtte og opbakning til kvinderne, siger Ida Auken.
Sundhedsministeren skal også drøfte det fremtidige sundhedssamarbejde med Anna Wangenheim. Blandt andet er det et mål at gøre adgangen til behandling i Danmark nemmere for grønlandske patienter og at styrke mulighederne for at rekruttere og fastholde sundhedspersonale i Grønland.
Det tætte samarbejde mellem Grønland og Danmark skal kunne mærkes i virkeligheden – ikke mindst på sundhedsområdet. Derfor er det vigtigt for mig at komme til Grønland, møde de mennesker, der arbejder i sundhedsvæsenet, og sammen med Anna Wangenheim se på, hvor vi kan gøre samarbejdet endnu bedre, siger Ida Auken.
Besøget sker som led i det styrkede sundhedssamarbejde mellem Grønland og Danmark. Med rammeaftalen om et selvbærende Grønland fra september 2025 og den efterfølgende delaftale fra februar 2026 er der blandt andet afsat midler til behandling af grønlandske patienter i Danmark og til stafetordningen for dansk sundhedspersonale. Samtidig arbejdes der videre med mulige modeller for specialiseret behandling af grønlandske patienter på danske hospitaler fra 2027 og frem.
Ida Auken skal under besøget også have et indblik i kirkens arbejde i Grønland. Besøget giver dermed mulighed for at se nærmere på både sundhedsvæsenets og kirkens arbejde i Nuuk og uden for hovedstaden.
I Grønland betyder de store geografiske afstande og den spredte befolkning, at adgangen til både sundhed og kirkelige aktiviteter kan variere meget alt efter, hvor man bor. Derfor skal ministeren blandt andet besøge Dronning Ingrids Hospital, det nye Kræftpatienternes Hus, Landslægeembedet, Hans Egedes Kirke og Vor Frelser Kirke i Nuuk.
I bygden Qeqertarsuatsiaat besøger ministeren den lokale kirke og sundhedsstation for at få et indblik i hverdagen uden for hovedstaden.
Det er noget andet at tale om udfordringerne på et kontor i København end at stå midt i den virkelighed, det handler om. Derfor glæder jeg mig til at møde både sundhedspersonale, patienter, præster og andre i Grønland og få et direkte indblik i deres hverdag, siger sundhedsminister og kirkeminister Ida Auken.