Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har i dag vedtaget en ny lov, der sikrer økonomisk godtgørelse til de grønlandske kvinder, der er omfattet af antikonceptionssagen, mens Danmark havde ansvaret for sundhedsvæsnet i Grønland. De berørte kvinder har allerede siden 1. juli i år kunnet søge om godtgørelse.
Når loven er trådt i kraft den 1. september 2026, kan Patienterstatningen påbegynde sagsbehandlingen af ansøgningerne.
Sundhedsminister Ida Auken siger:
Den nye lov markerer en vigtig milepæl. De grønlandske kvinder har allerede ventet længe.
Antikonceptionssagen er et alvorligt og mørkt kapitel i vores fælles historie. De grønlandske kvinder, der uden samtykke fik antikonception, har båret på fysiske og psykiske smerter, som rækker helt frem til i dag.
Det, der er sket, kan vi ikke gøre om. Men vi kan tage ansvaret på os. Derfor er jeg rigtig glad for, at et meget bredt flertal i Folketinget nu sikrer, at de berørte kvinder kan få en økonomisk godtgørelse.
Godtgørelsen retter sig mod grønlandske kvinder, som fik antikonception uden samtykke i perioden 1960-1991, hvor Danmark havde ansvaret for sundhedsvæsenet i Grønland.
Godtgørelsesbeløbet er 300.000 kr. per kvinde.
Loven, som danner grundlag for godtgørelsesordningen, er vedtaget med et bredt flertal i Folketinget. Udover regeringen (Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Moderaterne og Radikale Venstre) har Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Alternativet, Inuit Ataqatigiit og Sambandsflokkurin stemt for loven.
Allerede i dag mødes sundhedsminister Ida Auken i Danmark med nogle af de grønlandske kvinder, der er berørt af antikonceptionssagen for at markere lovens vedtagelse.
I starten af september tager Ida Auken til Grønland for at mødes med sin grønlandske kollega Anna Wangenheim og vil under besøget også møde nogle af de berørte kvinder.