Sundhedsvæsnet er under forandring, og de senere år er der rundt om i Danmark skudt nye, topmoderne sygehuse op, hvor patienter kan få behandling i moderne og tidssvarende bygninger.
Men flere af de eksisterende sygehuse, der efterhånden har en hel del år på bagen, skal fortsat være i drift, og mange af dem trænger til at blive moderniseret.
Derfor har regeringen og aftalepartierne bag sundhedsreformen afsat samlet 22 mia. kr. i perioden 2026 til 2035 til en ny sundhedsfond.
Fonden skal give regionerne en ekstraordinær mulighed for at planlægge og gennemføre et langsigtet renoverings- og moderniseringsarbejde af hovedsageligt bygninger, men også teknologi og udstyr, og dermed løfte kvaliteten af de fysiske rammer på landets sygehuse.
Og nu udmøntes de første 600 mio. kr. fra sundhedsfonden til en række lokale vedligeholdelses- og moderniseringsinitiativer, der vil sætte ekstra skub i arbejdet med at modernisere og fremtidssikre sygehusene.
Med milliardinvesteringen fra sundhedsfonden får sygehusene over de kommende år et markant kvalitetsløft. Med de første 600 mio. kr. fra fonden kan regionerne igangsætte en række lokale initiativer, som skal være med til at sikre, at patienterne fremover kan blive behandlet i moderne og tidssvarende rammer på flere sygehuse rundt om i landet, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.
Samtidig med den første udmøntning af midler fra sundhedsfonden bidrager et ekspertudvalg, nedsat af indenrigs- og sundhedsministeren i efteråret 2025, til at sikre en strategisk og langsigtet anvendelse af fondsmidlerne. Udvalget udarbejder i den forbindelse retningslinjer, der skal understøtte regionernes arbejde.
Læs mere: Nyt ekspertudvalg skal rådgive om milliardinvestering i sygehuse
Retningslinjerne forventes at være klar i løbet af 2026 og vil danne grundlag for ekspertudvalgets indstilling om godkendelse af regionernes vedligeholdelsesplaner fra 2028 og frem.