Kræft er en sygdom, de fleste danskere har oplevet at have inde på livet – enten som patient eller pårørende. Og mange har desværre mistet familiemedlemmer eller venner til sygdommen.
Derfor har der de seneste 25 år været stort fokus på at skabe bedre kræftbehandling og øge chancerne for overlevelse. Og det har virket.
Det står klart i en ny rapport fra Sundhedsdatastyrelsen, som viser, at markant flere patienter er i live fem år efter, kræftdiagnosen stilles.
Den såkaldte 5-årsoverlevelse er steget med 10 procentpoint for både mænd og kvinder mellem 2010-2012 og 2022-2024. I dag er det således 74 procent af kræftramte kvinder og 71 procent af mændene, der er i live fem år efter, de har fået en kræftdiagnose.
Derudover er 5-årsoverlevelsen steget med 1 procentpoint for mænd og 2 procentpoint for kvinder, hvis man sammenligner de seneste tal med tallene for 2019-2021.
De seneste 25 år har der fra politisk hold været stort fokus på at styrke kræftbehandlingen. Og det er lykkedes. Hvor en kræftdiagnose tidligere var en dødsdom for mange, er der i dag heldigvis langt større chance for at overleve, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde og fortsætter:
Men det er vigtigt, at vi fortsætter udviklingen. Derfor præsenterede vi sidste år en ny kræftplan, som bygger videre på de tidligere kræftplaner og har fokus på at sikre, at der bliver taget bedre hånd om kræftpatienter, der oplever senfølger under og efter deres behandling. Og dermed sikre, at livskvaliteten følger med, når flere overlever sygdommen.
Lungekræft koster fortsat mange menneskeliv
Dykker man ned i tallene, er der stor forskel i overlevelsen på tværs af kræfttyper.
Lungekræft er f.eks. stadig – til trods for fremskridt de seneste ti år – en af de kræftsygdomme, hvor chancerne for at overleve er lavest. I dag er 5-årsoverlevelsen 38 pct. for kvinder og 27 pct. for mænd.
Blandt andet på grund af den lave overlevelse har regeringen iværksat et treårigt pilotstudie af screening af lungekræft for borgere i særlig risiko.
Studiet foregår i Region Syddanmark og skal bl.a. kortlægge fordele og ulemper ved at indføre et nationalt screeningsprogram for lungekræft i Danmark. Pilotstudiet løber til og med 2026 og skal evalueres i 2027. Det vil herefter blive vurderet, om screening for lungekræft bør indføres som nationalt screeningsprogram.
”Det er rigtig positivt, at overlevelsen inden for lungekræft er steget. Men der er fortsat mange, som mister livet, fordi kræftsygdommen opdages for sent. Derfor har vi sat gang i pilotprojektet, og jeg ser frem til at se resultaterne,” siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.
Læs rapporten ’Kræftoverlevelse i Danmark – 2010-2024’ på Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside.