Sådan kan vælgere med handicap stemme til folketingsvalg

26-02-2026

En lup til at forstørre teksten og et hæve-/sænkebord er blot nogle af de hjælpemidler, du kan benytte, når du skal stemme til folketingsvalget den 24. marts 2026.

Hvis du har et handicap eller i øvrigt har brug for hjælp, når du skal sætte dit kryds på stemmesedlen til folketingsvalget, har du mulighed for at bruge en række hjælpemidler. Du kan også søge om at blive flyttet til et andet valgsted.

Du kan på alle valgsteder få stillet en lup til rådighed. Luppen kan forstørre teksten på stemmesedlen og gøre den nemmere at læse. Derudover kan du bruge en lidt tykkere sort pen, når du skal sætte dit kryds, så du tydeligt kan se, hvor du sætter krydset.

På alle valgsteder er der opsat en LED-lampe i et stemmerum, så du selv kan tilpasse lysstyrke og lysfarve.

På mindst ét valgsted i hver kommune vil der være et forstørrelsesapparat kaldet CCTV. Apparatet kan forstørre stemmesedlen op på en skærm og lader dig tilpasse skriftstørrelse, kontraster og lysstyrke. Ligeledes er det på mindst ét valgsted i hver kommune muligt at stemme ved et hæve-/sænkebord. Det kan være en fordel, hvis du for eksempel er kørestolsbruger.

Hjælpemidlerne er også til rådighed, hvis du brevstemmer i kommunen. Luppen, den sorte pen og LED-lampen er på alle brevstemmesteder, og hæve-/sænkebordet og CCTV’et er på mindst ét brevstemmested i kommunen.

Du kan søge om at stemme på andet valgsted

Hvis du har et handicap eller nedsat førlighed, kan du søge om at stemme et andet sted end der, hvor du er tilknyttet. Det kan for eksempel være relevant, hvis du ønsker at benytte hæve-/sænkebordet eller CCTV’et, som kun findes på visse valgsteder, eller ønsker at stemme et sted, hvor adgangen er mere handicapvenlig.

Hvis du ønsker at skifte valgsted, skal du søge om det hos din kommune senest kl. 12 mandag den 16. marts 2026. Du kan søge om at skifte valgsted ved at udfylde ansøgningsskemaet eller ved at kontakte din kommune telefonisk. Her kan du finde ansøgningsskemaet.

Du skal kontakte borgerservice i din kommune for at finde ud af, hvilket valgsted du er tilknyttet. Borgerservice kan også hjælpe med at finde et andet valgsted, der bedre opfylder dine behov.

Oversigt: Hjælpemidler

  • Sorte penne, der kan gøre afkrydsningen tydeligere.
  • Lup, der kan forstørre teksten på stemmesedlen. Luppen kan stå selv, så vælgeren kan afkrydse stemmesedlen under luppen.
  • LED-lampe, hvor vælgeren selv kan regulere lysstyrke, lysfarve og lysudfald.
  • Hæve-/sænkebord, der kan reguleres i højden og har fri benplads, så en kørestolsbruger kan placere sig ved bordet.
  • Forstørrelsesapparat (CCTV), der kan forstørre stemmesedlen, og som giver vælgeren mulighed for at regulere størrelse og kontrast.

Læs mere om hjælp til stemmeafgivning på Indenrigs- og Sundhedsministeriets valghjemmeside.

Få flere nyheder om folketingsvalget: Følg @valgDK på X.

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk 
Valgkonsulent Christine Boeskov, tlf. 25 16 12 06, valg@im.dk